Zlatan rystede sin forfatter

Den svenske fodboldstjerne ligner på overfladen en egoistisk primadonna, men i virkeligheden vil han bare anerkendes for den, han er. Det fortæller forfatteren af biografien ’Jeg er Zlatan Ibrahimovic’, David Lagercrantz.

Første gang, de mødte hinanden, var sidst på sommeren i 2010. David Lagercrantz husker, at han var frygtelig nervøs. Spændt på, hvordan Zlatan Ibrahimovic manden med nærmest mytisk status i Sverige ville reagere på forslaget om at skrive superstjernens selvbiografi. For Zlatan Ibrahimovic er ikke berømmet for sit flinke ydre og åbne arme. Han er snarere berygtet for sit voldsomme temperament og isnende mørke øjne. En kompliceret primadonna, blottet for empati. Mødet begyndte som frygtet. Zlatan Ibrahimovic værdigede ikke David Lagercrantz et blik og talte i stedet med sin rådgiver, som også var til stede. Situationen var pinlig, men pludselig drejede Zlatan hovedet og stirrede ham: »David, tror du på Gud?« Lagercrantz, en af Sveriges mest roste og bedst sælgende forfattere, var rådvild. For han tror ikke på Gud. Slet ikke. Men det gjorde Zlatan vidst. Han prøvede diplomatisk: »Det ved jeg ikke, Zlatan.« »Så tror du heller ikke på Zlatan,« kom svaret. »Jo, jo Zlatan, jeg tror på dig.« »Nej, for Gud har sendt Zlatan til verden for at spille fodbold,« fastslog Ibrahimovic. David Lagercrantz var rystet. Manden var jo helt gal, han virkede nærmest manisk, tænkte David Lagercrantz, inden han igen så op på Zlatan Ibrahimovic, som nu sad og blinkede drillende til ham.

Han havde bestået ilddåben, og de udviklede herfra et tæt samarbejde, der endte med biografien ’Jeg er Zlatan Ibrahimovic’, der har solgt over 520.000 eksemplarer i Sverige. En biografi, der mere end noget andet viser Zlatan Ibrahimovic’ kamp for at opnå den opmærksom og anerkendelse, han aldrig fik gennem sin opvækst. Før bogen udkom, var det i Sverige helt ukendt, hvor hård en opvækst Zlatan Ibrahimovic havde haft. Men pludselig forstod mange, hvor hans rå og usvenske attitude stammer fra. Zlatan Ibrahimovic voksede op i et belastet boligbyggeri ved Malmø kaldet Rosengård. Et område, som levede parallelt med resten af Sverige, og her blev Zlatan Ibrahimovic hurtigt del af et råt miljø, hvor cykeltyverier og kampen om respekt fra de andre drenge fra blokken var hverdagskost. Hjemmet var præget af kaos, hvor hverken hans far eller mor magtede at skabe en tryg base for Zlatan og hans søskende. »Man forstår næsten ikke, hvor hårdt han har haft det. Han var en dreng, som ikke fik opmærksomhed af sine forældre. Moderen havde ikke tid, fordi hun havde fem børn og arbejdede hårdt, og samtidig slog hun dem med en træske. Faderen sad hjemme og drak og var fuldstændig opslugt af krigen i Eksjugoslavien. Han gav heller ikke Zlatan opmærksomhed. Derfor blev fodbolden det eneste sted, hvor man lagde mærke til ham,« siger David Lagercrantz.

Jagten på anerkendelse

Uden anerkendelse er Zlatan Ibrahimovic intet. Gennem hans karriere er og bliver det et af de vigtigste midler til, at han lykkes både på og uden for banen. Han vil respekteres, for den han er, og det han kan. »Anerkendelse er enormt vigtigt for Zlatan. Han vil ses. Det er det, fodbolden giver ham. Han får opmærksomhed, og folk vil have hans autograf. Det er helt vildt for en person som ham, der blev ignoreret gennem hele sin barndom. Der var der aldrig nogen, der sagde til ham, at han var dygtig. Men pludselig er der børn, der skriger efter ham. Det er kæmpe stort for ham. Det er derfor, at fodbolden blev så vigtig. Det var hans vej til at blive set,« siger David Lagercrantz. Men selvom talentet var uomtvisteligt, måtte han kæmpe på banen for at blive anerkendt. Som 13-årig møder Zlatan op til træningen i Malmö FF. Her fik en forælder nok af Zlatan Ibrahimovic’ brok og egoistiske spillestil og begyndte at samle underskrifter sammen under navnet ’Zlatan skal væk fra klubben’. Selvom træneren fik sat en stopper for det, har Zlatan Ibrahimovic, trods sin nuværende superstjernestatus, aldrig glemt det. »Det er det, der driver ham. Man har ofte talt om, at Zlatan er en person, der aldrig glemmer, hvis nogen har gjort ham ondt. Han husker det i lang, lang tid. Men det er også den vigtigste drivkraft i hans fodboldkarriere. Al den modgang, han mødte i barndommen, ligger i ham som et sår. Han skal hele tiden vise sit værd for alt og alle. Derfor er han også bedst, når folk tvivler på ham, for så kommer galskaben frem i ham, og så skal han nok vise dem, hvad han kan,« siger David Lagercrantz. Det var også Zlatan Ibrahimovic’ behov for opmærksomhed og anerkendelse, der i 2010 spolerede opholdet hos FC Barcelona. Det lignede et drømmeskifte, men endte med at blive et helvede, fordi træner Josep Guardiola aldrig accepterede ham, som han var. »Han blev aldrig set som en person, der passede rigtigt ind. Han havde en træner, der ignorerede ham, ikke kiggede på ham, og som ikke hilste på ham. Og for lige præcis Zlatan virkede det enormt stærkt, fordi han pludselig blev sat tilbage til begyndelsen, hvor han ikke var en del af fællesskabet,« fortæller David Lagercrantz. Zlatan Ibrahimovic var dog ikke til at komme udenom i denne uge, da han spillede en hovedrolle både som målscorer og oplægger i AC Milans sejr på 4-0 mod Arsenal i Champions League - i øvrigt en turnering, den svenske angriber endnu ikke har prøvet at vinde. B