FCN blev ikke enige med Hobro-angriberen Emil Berggreen, der nu er på vej til en topklub i 2. Bundesliga

Hobro-angriberen Emil Berggreens frikøbsklausul på en mio. kr. har været flittigt omtalt i dette transfervindue. Således har både norske Viking Stavanger og FC Nordsjælland været klar til at indløse klausulen. Senest kunne FCN i sidste uge ikke blive enige med Berggreen om de personlige detaljer i en kontrakt.

Men Berggreen virker alligevel tabt for Hobro. Bt.dk erfarer, at den store angriber er tæt på et tysk skifte.  Eintracht Braunschweig fra 2. Bundesliga har ifølge oplysningerne indløst frikøbsklausulen, og Berggreen skal se klubben en af de kommende dage.

Braunschweig er nedrykkere fra Bundesligaen, men satser stærkt på en hurtig tilbagevenden. Aktuelt ligger klubben på en fjerdeplads, men med samme pointantal som nummer to i den næstbedste række. Klubben har store økonomiske midler og kan lokke Emil Berggreen med en væsentligt mere attraktiv lønpakke, end FCN kunne.

Hobro hentede Emil Berggreen for blot et halvt år siden i Brønshøj, men angriberen har virkelig formået at gøre en forskel hos Superliga-oprykkerne, og det kan altså føre til et skifte til en af topklubberne i 2. Bundesligaen.