Michael Laudrup bliver sportsdirektør i FC Barcelona, hvis kandidaten Jordi Majó vinder valget denne sommer. Valget er sat til 18. juli.

Den spanske sportsavis El Mundo Deportivo skriver, at Jordi Majó vil afholde et pressemøde 4. juli for at fortælle om den samlede plan. Her ventes Michael Laudrup også at være til stede.

Fredag annoncerede Jordi Majó, at han har en forhåndsaftale med Laudrup, og danskerens agent, Bayram Tutumlu, har også bekræftet historien på sin Twitter-profil.

Danskeren er blevet ledig på markedet, efter han ikke kunne blive enig med den qatarske klub Lekhwiya om en ny aftale.

Jordi Majó har tidligere forsøgt at blive valgt som præsident for Barcelona. I 2003 blev han nummer tre efter Joan Laporta og Lluis Bassat, men han var ikke i nærheden af at blive valgt.

Michael Laudrup har spillet i Barcelona fra 1989 til 1994. Han var en del af det såkaldte 'Dream Team', der også havde Romario og Hristo Stoichkov på holdet for blot at nævne et par af stjernerne.