I en af de mest rørende og bemærkelsesværdige afskedsseancer sagde Pep Guardiola lørdag aften farvel til hjemmepublikummet på Camp Nou.

Med fire scoringer gav Lionel Messi sin træner en flot afsked på hjemmebanen, men Pep Guardiola bidrog selv til et meget følelsesladet farvel, da han efter kampen tog en mikrofon og indtog banen for at sige tak til både spillere, men i særdeleshed publikum, for de mange gode oplevelser, hans tid i Barcelona har budt på.

Pep Guardiola gik under hele seancen rastløs rundt med mikrofonen og tørrede flere gange tårer væk fra øjnene, mens han blandt andet sagde:

- Livet har givet mig en stor gave. At jeg igennem fem år har kunnet være så tæt på alle jer og nyde det spektakulære, som disse drenge har udført hele vejen igennem. Jeg har været en af jer (fans red.). Jeg har bare været privilegeret at være lidt tættere på banen. Jeg føler mig så heldig. I ved slet ikke, hvor heldig jeg føler mig. Jeg føler mig elsket, takket være jeres gestus og tilstedeværelse her i dag, Jeg forlader jer virkelig glad, lød det fra træneren, der fortsatte:

- Tak til jer alle sammen. Mest af alt til dem tæt på mig. Dag for dag har vi arbejdet hårdt for at opnå de triumfer, vi har fejret, og vi har kunnet spille fantastisk fodbold. Og til dem af jer, der ikke været så tæt på - I har følt jer tæt på. Jeg vil savne jer så meget. Jeg mister mere end jer. Men jeg efterlader jer i gode hænder. Først og fremmest til spillerne, der har været med hele vejen, sagde Guardiola og tilføjede:

- Jeg ønsker jer held og lykke, denne historie med dette hold vil være lang. Vi ses snart, for jeg vil aldrig være langt væk, afsluttede en tydeligt rørt Pep Guardiola.

Herefter gav spillerne ham en lufttur på midten af banen, før Guardiola sammen med trænerteamet og spillertruppen tog hinanden i hænderne og løb rundt banens midtercirkel.