Vild med dans-værten Christiane Schaumburg-Müller er den seneste danske kvinde, der er i spil som James Bond-babe i den kommende 007-film.

Det afslører kvindemagasinet Costume, som har interviewet den 30-årige danser og Live fra Bremen-medvirkende.

Jeg er lige blevet pitchet til James Bond. Er det ikke sejt?, siger Christiane Schaumburg-Müller i bladet og løfter dermed sløret for, at endnu en dansk kvinde er med i opløbet til at blive superagentens næste stykke legetøj i den legendariske filmserie.

Tidligere på sommeren gik rygtemøllen også i fulde omdrejninger, da det kom frem, at sangerinden Medina havde været eller skulle til audition som Bond-pige.



Der er endnu ikke nogen endelig afgørelse på, hvem der får den eftertragtede rolle som Daniel Craigs affære i filmen, som er sat til udgivelse i 2012.

Tidligere har det danske band Swan Lee med sangerinden Pernille Rosendahl også været i spil i James Bond-øjemed. Det skete med sangen 'Tomorrow never dies', der skulle have været med i filmen af samme navn. Sangen blev dog valgt fra i sidste øjeblik.