Peter O 'Toole stråler i 'Venus' – en vemodig historie om en gammel kvindebedårers sidste sensuelle glæde.
For tre år siden afslog den nu 74-årige Peter O 'Toole en hæders-Oscar med den begrundelse, at han 'stadigvæk kan nå at vinde den rigtige dejlige skiderik' (Oscaren, som han otte gange har været nomineret til).Mon ikke han får 'skiderikken' for sit spil som britisk teaterfrikadelle, hvis sidste salgsdato er overskredet for længe, længe siden. Det vidunderlige er, at han godt selv ved det. Nu, før livets sidste tæppefald, lever Maurice af småroller (hans speciale er at dø smukt i læge-serier!).
O ’Toole får vidunderligt med - og modspil fra de lige så gamle. Leslie Phillips og Richard Griffiths som gamle kolleger, der mødes til nekrologlæsning på en luvslidt café. En af dem får sin nieces datter boende.
Han forventer en tjenstvillig au pair-pige, men Jessie (Jodie Whittaker) gider ikke noget. Hun er som en forladt hundehvalp – og Maurice er der med godbidder. Han binder charmekluden og tager Jessie i teatret og på kunstmuseer.
Hun tager ham med på skumle klubber og lærer ham at drikke Bacardi Breezers. De er et grotesk par: han, den gamle trussetyv, der ved, at sex er umuligt – men drages mod duften af en kvindenakke. Og hun, en afstumpet og udspekuleret lille taske. Men det smukke sker: en slags venskab.
Krakeleret porcelæn
Der er ironi, galgenhumor og selvironi i dialogen. Og sødme og vemod i historien om den gamle kvindebedårers sidste, sensuelle glæde. O 'Toole stråler. Hans ansigt ligner krakeleret porcelæn – men øjnene er lige så blå, som de altid har været, i denne bittersøde fortælling, hvor han er som lyset, der flammer op, lige før det dør.
'Venus' er en elegant, bittersød komedie med et sarkastisk- morbidt anstrøg.
