KØB PLUS!

Menighedsråd kan få afgørende betydning i små samfund

Ved at samarbejde bredt med forenings- og handelsliv kan menighedsrådene medvirke til, at lokalsamfundet ikke dør ud.

Når skolen og den lokale købmandsbutik er lukket, kan menighedsrådet få afgørende betydning for, om lokalsamfundet består. Sådan lyder vurderingen fra fagfolk, netop som der tirsdag er valg til de 87 af landets 1.789 menighedsråd, hvis medlemmer ikke allerede er på plads. Det skriver Kristeligt Dagblad.

- Kirken kan jo ikke redde de små samfund, men den kan være en vigtig brik i det fællesskab, der trods alt stadig eksisterer. Som biskop hilser jeg den udvikling velkommen, blandt andet ved at understøtte, at kirken kan bruges til mere end til den traditionelle højmesse, fortæller biskop Henning Toft Bro i Aalborg Stift, hvor man har planer om - i første omgang i Kallerup Kirke - at skabe et rum, der ikke kun kan bruges til gudstjeneste, men også til foredrag, fællesspisning og kulturelle begivenheder.

I landsbyen Rækker Mølle i Ringkøbing-Skjern Kommune er menighedsrådet også med til at holde landsbyen i live. Her har menighedsråd, idrætsforeninger og landsbyens øvrige kulturliv samarbejdet tæt i mere end 10 år, fortæller Ejnar Tylvad, der er formand for blandt andet Danske Landsbyer.

- Hvis kirken er alene tilbage, er en landsby svær at redde. Men ved at forene kræfter formår vi at trække hinanden op. Og at samarbejdet også gavner kirken, kan man se, når menighedsrådet i vores landsby kan samle 200-300 deltagere til gudstjeneste på det lokale stadion med efterfølgende sognerundbold, siger han til Kristeligt Dagblad.