Gus Hansen, Jesper Grønkjær og Dan Rachlin var blot få af de kendte navne, der spillede poker for at samle penge ind til BT-kampagnen ’Slave i Danmark’.

I alt var 31 mere eller mindre kendte pokerspillere samlet på Cafe Ketchup i det indre København. Pladsen kostede 10.000 kr.,og overskuddet gik til foreningen ’Safe and Alive’, der hjælper handlede kvinder.

Se billeder fra pokerturneringen her.

Selvom der var tale om velgørenhedspoker, var der stadig en imponerende førstepræmie at spille om. Medarrangøren Betfair havde stillet deres plads blandt verdens bedste pokerspillere ved WSOPE-turneringen på højkant.

To af kampagnens initiativtagere Rasmus Nøhr og Robert Hansen var samlet sammen med blandt andre Thomas Kahlenberg, Uffe Holm, John ’Faxe’ Jensen, Daniel Jensen og Mira Wanting til kamp mod en lang række af Danmarks bedste pokerspillere.

Heriblandt var Gus Hansen, der først trådte ind i turneringen som en af de sidste ti. Ved finalebordet sad blandt andet fodboldspilleren Daniel Jensen, initiativtager og musiker Rasmus Nøhr, TV-værten Dan Rachlin og pokerspilleren Gus Hansen. Førstepladsen gik dog til en af B.T.’s repræsentanter, Sune Paarup Odér, der snød alle de andre pokerhajer.

Donerede førstepræmien
Den lykkelige vinder donerede straks sin førstepræmie til kampagnen, og den eftertragtede plads blev købt for 125.000 kr.

- Det var en sand fornøjelse at spille turneringen. Jeg havde måske forventet lidt mere modstand fra pokerdrengene, men deres held slap hurtigt op. Og så er jeg glad for, at jeg kunne donere førstepræmien, så vi kunne samle yderligere 125.000 ind til kampagnen. Jeg kan kun opfordre folk til at støtte op, sagde vinderen.

I løbet af aftenen blev en lang række tiltag også sat i gang. Alle med det formål at samle endnu flere penge ind til det gode formål.

Jesper Grønkjlær havde medbragt en FCK-trøje, som var signeret af Marcus Allbäck, der forlader FCK efter denne sæson. Den er nu sat på auktion, og det højeste bud var ved arrangementets afslutning på 16.000 kr.

Hvis man ønsker at købe trøjen og støtte en god sag, kan man stadig byde på samleropbjektet ved at sende en mail til Peter Weinreich på pwj@bt.dk inden mandag klokken 12.

Medarrangøren Betfair havde også opstillet et black jack-bord, hvor man kunne spille penge hjem til den gode sag.

Se billeder fra pokerturneringen her.