Mens der arbejdes på store badelandsprojekter, så har andre kystnære resorter i årevis bakset med tomme ferielejligheder.

Med sin placering nær klitterne, 150 meter fra stranden og Vesterhavet – samt med udsigt over Skagerrak var Fyrklit Hotel og Feriecenter ved Hirtshals et prestigeprojekt for den danske kystturisme, da det blev indviet af dronning Margrethe i 1976.

Men selvom der i 90erne blev tilføjet et udendørs og indendørs badeland, har de seneste 15 år ikke budt på overskud. Det fortæller Ingemann Brixhuus, formand for ejerforeningen.

»Siden slutningen af 90erne har driften af feriecentret givet underskud. Vi har mærket en faldende belægningsprocent i mange år, og når det kniber med økonomien, kniber det også med at få fornyet sig, og så bliver det sværere at tiltrække nye kunder i butikken,« siger han.

Fyrklits problemer skaber fornyet debat om, hvorvidt regeringen gambler med de uspolerede danske kyster i et forsøg på at skabe vækst i vandkantsdanmark.

I efteråret udvalgte regeringen 10 ambitiøse forsøgsprojekter som fik dispensation fra den såkaldte strandbeskyttelseslinje. Det betyder, at der på de normalt frie og uberørte kyster, som Danmark er kendt for, nu er givet grønt lys til at bygge alt fra wellness til luksushoteller og badelande. Planen er, at der skal sikres op mod 1,7 mio. ekstra overnattende turister til de danske kyster.

Men som BT har afdækket, kritiserer førende forskere i turisme regeringen for at ignorere turismeforskningens konklusioner, der peger på, at turister efterspørger uberørt kystnatur og ikke badelande. Samtidig beskyldes beregningerne bag flere kystprojekter for at være alt for optimistiske.

Der er ikke et marked for det

Anne-Mette Hjalager, professor og centerleder ved Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet, siger, at Fyrklit bekræfter hendes bange anelser.

»Der er ikke et marked for det. Min frygt er, at vi ender med en række tomme ejerlejligheder, feriehuse og badelande, der dominerer i landskabet.«

Blandt de foreløbige 10 forsøgsprojekter satser flere på spektakulære badelande som lokkemiddel fot turisterne. Søndervig Feriepark satser på Nordeuropas største badeland, Aquapark Møn har planer om et gigantisk vandland i 10 etager i den gamle sukkerfabrik i Stege, og i Nordals Ferieresort er der også lagt an til et stort vandland. De tre store projekter forventer tilsammen 1,6 mio. overnatninger.

Men i turistorganisationen VisitDenmarks egen analyse ’Kyst og naturturisme i Danmark’, svarer de adspurgte turister, at det netop er strandene, kysterne og havet, der er den største motivation for at feriere i Danmark. Derfor kritiserer eksperterne regeringens forarbejde.

Selvom Ingemann Brixhuus er glad for sin ferielejlighed i Fyrklit Hotel og Feriecenter, tror han, at de andre badelandsprojekter får svært ved at finde investorer.

»Jeg tror personligt ikke, vi vil opleve, at vores kyster bliver plastret til med kystnære hoteller og badelande, som nogle kritikere har påpeget, for jeg har helt enkelt svært ved at se, hvilke investorer der skal kaste penge efter det, når den type feriekomplekser allerede har det svært mange steder i landet,« siger Ingemann Brixhuus.

Feriekomplekset i Hirtshals er tegnet af arkitekterne Friis & Moltke og var oprindelig tænkt som en investering for ejerforeningen bag de 164 ferielejligheder, der sammen med 12 hotelværelser udgør feriecentret.

Nu går man nye veje. Sidste år iværksatte ejerforeningen en omfattende renovering til 50 mio. kr. for at gøre Fyrklit Hotel og Feriecenter attraktivt igen.

Anders Thorsager trådte sidste år til som direktør hos Fyrklit Hotel og Feriecenter ved Hirtshals. Han kender godt til centrets økonomisk trængte fortid.

»Jeg tror på en lysere fremtid efter renoveringen,« siger han.