Antallet af udenlandske krigere i Syrien og Irak fortsætter med at stige og er nu historisk højt. Danmark er ifølge en ny rapport det land i Vesteuropa med næstflest Syrien-krigere målt i forhold til indbyggertal.

Der findes nu flere end 20.000 Syrien-krigere på verdensplan, og Danmark er det vesteuropæiske land, hvorfra næstflest af de hellige kriger drager af sted for at deltage i konflikterne i Syrien og Irak målt i forhold til indbyggertallet.

Det slår Det Internationale Center for Studier af Radikalisering (ICSR) ved King’s College i London fast i sin seneste opgørelse. Heraf fremgår det, at 27 personer ud af én million indbyggere i Danmark går under betegnelsen Syrien-kriger. I alt vurderes det, at mellem 100 og 150 Syrien-krigere er rejst fra Danmark til Mellemøsten for at deltage i de væbnede konflikter. Politiets Efterretningstjeneste (PET) har i sin seneste vurdering anslået, at antallet af danske Syrien-krigere »overstiger 100«.

I Vesteuropa overgås det tal kun af Belgien, hvorfra 40 personer ud af én million indbyggere er rejst til Syrien og Irak. I alt er 440 rejst af sted fra Belgien.

ICSR fastslår i øvrigt, at antallet af udlændinge, der har tilsluttet sig militante organisationer i Syrien og Irak, generelt fortsætter med at stige. Ifølge ICSRs seneste skøn overstiger det samlede antal Syrien-krigere nu 20.000 - heraf er næsten en femtedel beboere eller statsborgere i vesteuropæiske lande.

»På baggrund af de 14 lande, som der foreligger pålidelige data fra, vurderer vi, at antallet af udlændinge fra vesteuropæiske lande er steget til næsten 4.000. Det er næsten en fordobling i forhold til tallet fra december 2013, og det overstiger desuden de seneste skøn fra EU-embedsmænd,« skriver ICSR-direktør Peter R. Neumann i rapporten.

Det samlede antal Syrien-krigere på verdensplan er helt konkret 20.730, hvilket gør konflikten i Syrien og Irak til den største mobilisering af udenlandske krigere siden 1945. Tallet overgår nu Afghanistan-konflikten i 1980erne, som menes at have tiltrukket op mod 20.000 udlændinge.

ICSR vurderer desuden, at mellem fem og ti procent af Syrien-krigerne er døde i konflikten, og at yderligere ti til 30 procent har forladt konfliktområdet for at vende hjem.

Alle tal i rapporten er baseret på data fra andet halvår af 2014 og henviser til det samlede antal rejsende i løbet af hele konflikten.