Mandag eftermiddag blev det offentliggjort, at Oleg Tinkov har købt Bjarne Riis' cykelhold, som i fremtiden kommer til at lyde navnet Team Tinkoff-Saxo.

Det blev offentliggjort på et pressemøde i London, hvor parterne samtidig annoncerede, at Riis fortsætter på holdet i en rolle som team manager. I øvrigt på et pressemøde, hvor Oleg Tinkov blev rasende over de fremmødte journalisters spørgsmål omkring doping - noget, du kan læse mere om ved at klikke her.

Men journalisterne kunne dog ikke ødelægge Tinkovs glæde over, at han nu har købt Bjarne Riis ud, og dermed selv suverænt kan bestemme over cykelholdet. På sin twitter-profil har Tinkov været flittig og lagt flere billeder ud og blandt andet skrevet, at han 'er glad og stolt'.

Og nu ligger det seneste tweet på rigmandens profil op til den helt store russiske fejring i London. Tinkov har skrevet 'Time for vodka in London' - hvilket vist ikke kræver en oversættelse til dansk - og lagt billedet til denne artikel ud.