Rasende Tinkov: Fuck jeres dopingspørgsmål!

Der er ingen doping i cykelsporten, og derfor bør alle spørgsmål om doping stoppe, mener den nye ejer af Bjarne Riis tidligere cykelhold.

Oleg Tinkov fik efter det officielle pressemøde i London nok af, at de tilstedeværende journalister spurgte ind til doping. Det gjorde han helt kontant klart, da han blev spurgt ind til blandt andet Bjarne Riis' rolle i den igangværende dopingundersøgelse i Danmark.

Herunder er det ni minutter lange interview med Oleg Tinkov, som han gav til den skrivende presse, da præsentationen af hans nye cykelhold var færdig. Læs selv, hvordan Oleg Tinkov afviser doping i cykelsporten og mener, at fokus bør rettes andetsteds.

Du siger, at du har nogle ideer om, hvilke ryttere du gerne vil have på holdet. Har du allerede nu dine øjne rettet mod nogle ryttere?

- Ja, jeg har gjort mig nogle tanker, men de er alle sammen på kontrakt. Til 2014 er der ikke rigtigt noget, vi kan gøre. Alle de gode ryttere er taget. Men vi er interesseret i alle de gode ryttere. Det er alle 'the usual suspects', som I alle sammen kender. Det er eks-Tour de France-vindere, kommende Tour de France-vindere, Giro d'Italia-vindere og klassikervindere.

- Cykling er min passion. Det er mit legetøj, om man vil. Ja, jeg vil bruge penge på det. Jeg vil købe talenter, men jeg vil ikke bare købe alle mulige og betale latterlige beløb.

Du siger, at du tror ikke, at der er doping i cykelsporten i dag. Hvorfor tror du ikke det?

- Det er min mening. Jeg kan ikke garantere det, men jeg hører ikke om nogle dopingtilfælde nu. Det sker oftest på små hold og på juniorniveau, hvor man stadig tror, at det kan give en noget. Men jeg hører ikke om noget i det store felt. Der vil altid være mistanker.

- Jeg har lige været med holdet på Gran Canaria, og der har jeg talt med rytterne. Det er 10 år siden, det hele skete, og jeg tror ikke, at det sker i dag. Jeg er måske naiv, men jeg tror ikke, at der er doping i dag.

Du siger, at du vil tage handling, hvis der kommer noget fra Anti Doping Danmark (om Bjarne Riis)

- Hvis der kommer noget, et reelt dokument, så må vi respektere de officielle beslutninger. Lige nu er det rygter og gæt. Der er også forskel på at være ejeren, som betaler regningerne eller at være sponsor. Sponsorerne er styret af management, og de vil sikre deres røv. Når de hører noget og bliver bange, fordi der kan ske noget, og de ikke får deres bonus, eller chefen vil fyre dem, så trækker de sig ud. Det er hyklerisk. For mig handler det om fakta. Hvis der kommer en afgørelse fra Anti Doping-myndighederne eller fra licenskommissionen, eller hvem det er, så må vi tage handling på det, og så har vi desværre ikke Bjarne mere. Men det er bare snak.

- Glem ikke, at alle de ryttere, som siger noget nu, de vil bare sælge bøger. De vil have jer journalister til at skrive om det, og så vil de have dumme folk til at købe det.

Har du læst Tyler Hamiltons bog?

- Hvorfor skulle jeg læse sådan noget lort? Jeg er nævnt i mange bøger, jeg er meget berømt. Jeg har selv skrevet to bøger, og hvad så? Jeg har ikke så meget tid, men når jeg læser, så læser jeg noget ordentligt. Jeg læser ikke bullshit.

Hamiltons siger, at doping var tolereret på Tinkoff Credit Systems?

- Det er bullshit. Det er bare noget, han siger. Han vil sælge sin bog. Jeg har ikke læst den.

Du siger, at du vil vente på fakta og på, at Anti Doping Danmark kommer med noget konkret. Så må du allerede have tænkt over, at der kan ske noget?

- Jeg har nultolerence overfor doping, så lad os bare stoppe her. Fuck jeres dopingspørgsmål. Jeg er ligeglad med doping. Jeg koncentrerer mig om fakta. Og fakta er, at jeg har ejet et hold i tre år. Det hed først Tinkoff Restaurants og bagefter Tinkoff Credit Systems i to år. Jeg har været sponsor i to år for Team Saxo-Tinkoff. Det er fem år i alt. Der har været nul dopingsager. Nul dopingsager. Der er nultolerance. Jeg vil aldrig acceptere, at en rytter er involveret. Basta. Næste spørgsmål.

Der har været seriøse anklager om Bjarne Riis...

- Næste spørgsmål. Ikke flere spørgsmål om doping. Er du dum, eller hvad?

Har du været nødt til at undskylde overfor Contador?

- Mit forhold til Contador er godt. Det er vores forhold. Der er ikke noget problem, som jeg ser det. Men det er imellem mig og ham. Hvorfor skulle jeg tale om det offentligt?

Det lød ikke til, at du troede på Contador længere i slutningen af sæsonen?

- Jeg tror stadig, at Alberto er en af de få - hvis ikke den eneste - der kan slå Froome. Froome er den stærkeste, det må jeg indrømme. Desværre for mig. Men jeg tror, at Alberto er manden, der kan udfordre ham.

Du har været meget aktiv på twitter, hvor du har skrevet, at man bør gøre sådan og sådan. Vil du forsætte med det?

- Jeg tror, at journalister tager min twitter lidt for seriøst. Det er ikke min officielle kommunikation, som jeg kommer med på twitter. Det er mit alter ego. Jeg laver sjov. Jeg mener, at internettet er til porno, og twitter er til sjov. I behøver ikke tage det seriøst, for det er ikke min officielle kommunikationsform. Jeg har det sjovt, og jeg nyder det. Det er ikke seriøst. Det er også derfor, jeg har så mange followers.

Lige nu er holdet i Danmark. Har du planer om at flytte det?

- Ikke lige nu. Jeg ejer et dansk firma. Det havde jeg aldrig troet. Måske hvis det var Bang & Olufsen. Men vi får at se. Det afhænger af skat og om udgifter. Jeg har en CEO, som hedder Stefano Feltrin, det er ham, der afgør, hvor holdet skal være. Det er ikke mig. Jeg har det fint med at komme til København engang imellem og se den lille havfrue.

Jeg forstår, at du ikke kan lide dopingspørgsmålene, men forstår du, hvorfor vi stiller dem?

- Nej, det gør jeg ikke. Det er faktisk et godt spørgsmål, hvorfor gør I det?

Interviewet bliver afbrudt, da Oleg Tinkov skal videre til interview med TV. Da Oleg Tinkov er færdig med at lave TV-interviews, får BT igen muligheden for at stille spørgsmål.

Vi kender dig som åben person, som siger, hvad der falder dig ind. Hvordan vil du fremover gøre som holdejer?

- Jeg er ejer af et firma til 3 milliarder dollars. Jeg har også været ejer også være ejer af Tinkoff Credit Systems cykelholdet, og der er heller ikke nogen forskel på at være sponsor eller ejer. Der er ikke noget, der har ændret sig. Nu ejer jeg bare holdet, og kan gøre, hvad jeg vil.

- Jeg ved godt, at folk ikke er vant til at se en person, som er så åben. Når en mand som mig med 3 milliarder dollars siger sådan noget på twitter, så siger folk 'wauw'. Men når alt kommer til at alt, så er vi alle sammen mennesker, og vi har vores mening, og jeg er ikke genert i forhold til at sige min mening.

Det er forskelligt, hvordan holdejere blander sig i det sportslige. Vil du sige, hvad du mener om det?

- Det får vi at se. Nogle gange vil jeg gøre det, andre gange ikke. Der er ikke noget, der ændrer sig. Nogle gange siger jeg, hvad jeg mener om resultaterne. Det er mit privilegium. Jeg vil ikke kommentere hvert løb, men nogle gange vil jeg gøre det.

Synes du, vi er lidt latterlige i Danmark?

- Det ved jeg ikke. Jeg bliver altid spurgt om doping af dansk presse, og det bliver jeg lidt træt af. Det er ikke et problem, som jeg ser det, så hvorfor skriver I hele tiden om det? Hvorfor skriver I ikke, at der er et fantastisk hold, som man kan være stolt af. Det er et af de stærkeste hold i verden. Der er Sky, Movistar og nu os. Det er stort, som jeg ser det. Cykelsporten har ændret sig, og der er nye vinde nu.

- Det er altid sådan nogle retoriske spørgsmål, jeg får. 'Er du imod doping?'. Ja. Det er retorisk, og det er dumt at svare på.

Interview slutter, og pressen bliver bedt om at forlade lokalet, efter alle har haft mulighed for at snakke med alle de tilstedeværende ved pressemødet, som var Bjarne Riis, Alberto Contador, Lars Seier Christensen (Saxo Bank), Nicolas Roche og Oleg Tinkov.

Læs også: