Dagens leder 7/6: »Alle må nu kunne forenes i håbet om, at der kan skabes forsoning mellem Dalai Lama og et kinesisk regime, der trods alt bliver stadig mere liberalt og mindre brutalt.«
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den danske Tibet-lobbys spindoktorer har - ikke uden held - iscenesat en historie om, at Fogh Rasmussens regering har givet Hans Hellighed Dalai Lama en helt anderledes officiøs modtagelse, end Nyrup gjorde for tre år siden, da han modtog Dalai Lama i lufthavnen under den tibetanske religiøse leders forrige besøg i Danmark.Dalai Lama har på flere pressemøder afvist historien ved at erklære sig helt ligeglad med mødeformen, og statsministeren havde da også i går diplomatisk pli til at gøre det samme.
Men i 2000 tordnede Tibet-lobbyen - og en del af den daværende politiske opposition og presse - mod Nyrup, fordi han mødtes med Dalai Lama i Kastrup lufthavns VIP-rum. Nyrup havde ellers vigtige nyheder til Dalai Lama dengang.
Nyrup kom nemlig direkte fra en rejse til Beijing, hvor han havde mødt den nu forhenværende præsident Jiang Zemin. Nyrup havde opnået to vigtige resultater.
Dels havde han indgået en aftale med den kinesiske regering om, at Danmark nu gennemfører Danida-hjælpeprogrammer i Tibet - særlig med henblik på udviklingen af det tibetanske skolevæsen. Dels havde han efter alt at dømme en hemmelig meddelelse til Dalai Lama om, at Beijing atter åbnede for forhandlinger. Dalai Lama takkede i hvert fald efter mødet for »meget interessante« budskaber fra Beijing via Nyrup.
Mindre end to måneder efter mødet i Kastrup lufthavn fløj Dalai Lamas bror, Gyalo Thondub, i hemmelighed til Beijing. Her fik han bekræftet meddelelsen om, at den kinesiske centralregering var indstillet på at diskutere Dalai Lamas tilbagevenden.
Siden har Dalai Lama tre gange haft delegationer i Beijing. I efteråret besøgte en delegation også Tibets hovedstad Lhasa. Og for ti dage siden ankom den seneste delegation til Beijing. Siden efteråret har både Dalai Lama og den kinesiske regering udtrykt sig optimistisk om de igangværende drøftelser.
Nyrups budskaber til Dalai Lama var væsentligt vigtigere end ydre demonstrative markeringer, der for det meste kun har haft til følge, at spændingerne mellem de kinesiske myndigheder og de tusinder af munke, nonner og klosterledere, der lever i det kinesisk kontrollerede Tibet og under barske vilkår kæmper for at holde deres værdifulde kultur og religion levende.
Den vestlige verdens dybe fascination af Tibet og den karismatiske Dalai Lama har fortegnet virkeligheden på den tibetanske højslette. Mao Zedongs reformer af det tibetanske samfund var brutale og blodige - som i resten af Kina.
Tibets gamle kultur blev massivt ødelagt af gadens pøbel under kulturrevolutionen i 70erne - som Kinas gamle kultur og millioner af kinesere også blev ofre for.
Men siden 1980 er klostre i tusindvis blev genopført og genbefolket med munke, nonner og inkarnerede lamaer.
Hele den daværende tibetanske elite flygtede i 1959, medbringende store dele af det fattige lands kulturværdier. I eksilet i Indien og Nepal har eksil-tibetanere fået hjælp til at genopbygge over hundrede klostre og mulighed for at videreføre Tibets kulturelle traditioner.
Vesten har i de forløbne mere end fyrre år dyrket et sort/hvidt billede af Kina som en ond og grusom magt, der knuste det idylliske og hjertegode tibetanske folk. Men det gamle Tibet var et brutalt, feudalt samfund, hærget af borgerkrige mellem klostrene og familiefejder. Gennemsnitslevealderen var 30 år.
I dag nærmer den sig det dobbelte, velstanden er øget. Religionen udfolder sig - om end under restriktioner, der er blevet skærpet, når forhandlinger mellem eksil-regeringen og kineserne er gået i stykker - ikke altid på grund af kinesernes uvilje.
Alle må nu kunne forenes i håbet om, at der kan skabes forsoning mellem Dalai Lama og et kinesisk regime, der trods alt bliver stadig mere liberalt og mindre brutalt - og som ikke længere har nogen afgørende ideologisk modvilje mod buddhismen.
At støtte tibetanernes mulighed for at få et ordentligt liv og dyrke deres dyrebare religion og kultur i fred er der al mulig grund til.
Men det gælder ikke mindst for de seks millioner tibetanere oppe på højsletten, der skal leve som en del af Kina - og ikke bare for de 150.000 tibetanere i eksil, der har modtaget langt hovedparten af den ikke ubetydelige hjælp, som Vesten i årevis har ydet.
Dalai Lama har som religiøs leder ydet et utroligt bidrag til opretholdelsen og videreførelsen af den tibetanske buddhisme og dyrebare kultur i eksilet - og han er med rette blevet belønnet med Nobels fredspris for sin konsekvente afvisning af at bruge vold i konflikten med Kina.
Men i dag er det bedste, han kunne gøre for sit folk og sin tradition, nok at nå til enighed med den netop fredeligt fornyede kinesiske ledelse om en pragmatisk aftale, der kunne afpolitisere Tibets religiøse institutioner og dermed forbedre deres overlevelses- og vækstmuligheder helt afgørende.
Et politisk demokrati opnår Tibet ikke før resten af Kina. Men det betyder formentlig, at Tibet er væsentligt nærmere et dueligt demokrati end de fleste tredjeverdenslande, der har været underlagt vor verdensdels koloniherredømme - f. eks. i Afrika.
