Nu løfter Roskilde Festival sløret for en bred vifte af nye navne til dette års festival. De 22 nye navne, der kan opleves på sommerens festival, tæller alt fra progressiv black metal fra norske Enslaved til skrøbelig sovekammerstemning fra svenske Alice Boman.

Derudover er den engelske electro-duo Disclosure at finde blandt årets hovednavne. De energiske brødre sørgede for feststemningen på Apollo-scenen i 2013 umiddelbart efter udgivelsen af deres debutalbum "Settle". Siden har de turneret verden tynd til tætpakkede koncerter, og nu vender de altså tilbage på dansk jord – denne gang på Orange Scene.

De får følgeskab af Florence + The Machine, der ligeledes er genganger på festivalens skrå brædder – og denne gang også spiller på Orange Scene. Det er efterhånden fem år siden, at den kraftfulde stemme fra Florence Welch skælvede i Odeons teltdug. Hun har siden udgivet albummet "Ceremonials" i 2011, der hurtigt strøg til top på de engelske hitlister. Hun barsler i øvrigt med en ny pladeudgivelse i år – og det samme gør Disclosure.

"Florence + The Machine og Disclosure vil levere to meget forskellige slags koncertoplevelser på årets Roskilde Festival. Men de har til fælles, at de indledte deres karrierer med koncerter på vores mindre scener for få år siden, og nu er de så højaktuelle og efterspurgte, at de står som hovednavne på nogle af de absolut største festivaler i verden. På den måde tilhører de en ny generation af superstjerner, og Roskilde Festivals gæster kommer derfor til at møde dem begge på Orange Scene i år" udtaler Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén om offentliggørelsen af de prominente nye navne.

Fra den urbane scene kan du opleve det amerikanske indie hiphop-kollektiv Doomtree og unge rapper og producer G-Eazy. Du kan også opleve sprøde electro-soul-vibrationer fra engelske Kwabs.

Fra hjemmefronten kan du opleve danske Yung og Kwamie Liv, der begge oplever spirende interesser uden for landets grænser. Hvis du er mere til vuggende reggaerytmer kan du forvente dig en varmblodig optræden fra jamaicanske Barrington Levy.

Udover førnævnte bliver følgende også føjet til plakaten: The Gaslamp Killer Experience, Bareto
, Chelsea Wolfe, Every Time I Die,  Ferro Gaita, King Gizzard & The Lizard Wizard, Le1f,  Noura Mint Seymali,  Ought,  Pharmakon,  Silvana Imam
, Young and In the Way.

Roskilde Festival har allerede offentliggjort navne som Pharrell Williams, Muse og The War on Drugs. Med dagens 22 nye navne har festivalen således offentliggjort 54 ud af festivalens samlede antal på 164 navne.

Roskilde Festival 2015 finder sted gennem otte dage fra den 27. juni til den 4. juli.

Find billetter via GAFFA Live

AF: Rosa Louise Stilgren / GAFFA