»Lad os italesætte elefanten i rummet,« sagde tv-værten og spurgte så lige ud: »Er du kannibal? Jeg spørger kun, fordi det var, hvad du skrev, 'jeg er 100 % kannibal'. Så er du?«

»Er du klar over, hvad det kræver for, at du er kannibal?« svarede Armie Hammer bare og smilede overbærende. »Du skal spise et andet menneske. Så nej.«

Det er treethalvt år siden, at Armie Hammer kunne gå på vandet. Var en af Hollywoods største og mest lysende stjerner.

Men da tekstbeskeder som 'jeg vil brække dit ribben af, grille det og spise det' landede på alverdens forsider, blev han cancelled. Fra den ene dag til den næste. Af folkedomstolen. Af branchen. Blev, som blandt andet Johnny Depp og Kevin Spacey før ham, dømt ude.

Armie Hammer i selskab med Johnny Depp, som han spillede overfor i filmen 'The Lone Ranger'.
Armie Hammer i selskab med Johnny Depp, som han spillede overfor i filmen 'The Lone Ranger'. Foto: Peter Mountain/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men nu er Armie Hammer tilbage. Bryder års tavshed.

»Ved du hvad?« insisterer han i interview efter interview om sit fald fra tinderne.

»Det er det bedste, der nogensinde er sket for mig.«

Men kan Armie Hammer rejse sig fra asken? Ham, der havde alt. Som ingen fortsat vil røre med en grilltang.

Spoler vi tilbage, følte Armie Hammer sig med egne ord 'urørlig', da han tog hul på 2021.

Med film som 'The Social Network', det prisvindende drama 'Call Me by Your Name' og Disney-hittet 'Døden på Nilen' i bagagen og en vifte af store film og tv-serier under opsejling, tegnede fremtiden lyst.

Armie Hammer og hustruen Elizabeth Chambers, som han blev skilt fra i 2020.
Armie Hammer og hustruen Elizabeth Chambers, som han blev skilt fra i 2020. Foto: Jordan Strauss/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

En skilsmisse fra sin smukke kendiskone Elizabeth Chambers året forinden havde været en streg i regningen, men som han 1. januar 2021 skrev på sin Instagram-profil:

'2021 kommer til at knæle for mig og kysse mine fødder'.

Men der tog han fejl. For mindre end to uger efter var det Armie Hammer, der var i knæ.

Instagram beskrev en anonym kvinde, hvordan hun i fire år havde haft en affære med stjernen, som havde kannibalistiske tendenser og fantasier om voldtægt.

Påstande, der blev dokumenteret med screenshots af tekstbeskeder fra Armie Hammer.

Et af de mange screenshot, som Effie Angelova offentliggjorde på Instagram.
Et af de mange screenshot, som Effie Angelova offentliggjorde på Instagram. Foto: Instagram/Houseofeffie
Vis mere

Snart kom andre kvinder på banen. Med enslydende udsagn og flere bizarre detaljer.

Som at han med en kniv havde skåret sine initialer på en kvindes skamben, at han fantaserede om at klippe en tå af en anden og gemme den i lommen, så han altid havde hende tæt på.

Oplevelser, der efterlod kvinderne stærkt traumatiserede.

Armie Hammer blev fyret fra alle fremtidige projekter. Derpå droppet af sin agent.

Mens hans første reaktion var at kalde beskyldningerne så ondskabsfulde og latterlige, at han end ikke gad gå ind i dem, så måtte hans advokater snart udsende et statement, hvor de afviste enhver beskyldning og understregede, at alle Armie Hammers forhold havde været med samtykke og frivillig deltagelse fra begge sider.

Hvilket de fleste stillede spørgsmålstegn ved. Også Los Angeles Politi, som kort efter indledte en undersøgelse mod ham for en påstået voldtægt af Effie Angelova - hende, der fik skandalen til at rulle.

Effie Angelova var hende, der fik skandalen til at rulle.
Effie Angelova var hende, der fik skandalen til at rulle. Foto: Instagram/Houseofeffie
Vis mere

Og da hun allierede sig med den kendte kvindesagsforkæmper og advokat Gloria Allred og på en pressekonference beskrev, hvordan Armie Hammer havde voldtaget hende i fire timer, havde banket hendes hoved ind i væggen, så hun troede, at hun skulle dø, var Armie Hammer for alvor en færdig mand.

Han tjekkede ind på et rehab. Og så blev der stille om Armie Hammer bortset fra sporadiske sladderhistorier om hans deroute.

I maj 2023 opgav politiet dog at rejse sigtelse mod ham. De fandt ikke Effie Angelovas påstand om manglende samtykke bevist.

»Jeg er dybt taknemmelig for, at distriktsadvokaten efter en omfattende undersøgelse er nået frem til den konklusion, som jeg hele tiden har fastholdt,« skrev Armie Hammer på Instagram og så frem til at samle stumperne af sit liv.

Nu er tiden så inde til at genvinde det. Tage kontrol over det. Og sin historie. I et forsøg på at få massernes tilgivelse efter at have været ude i kulden gennem tre år.

I en stribe interviews forsøger Armie Hammer nu at tage sit liv tilbage.
I en stribe interviews forsøger Armie Hammer nu at tage sit liv tilbage. Foto: Chris Pizzello/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Alene den seneste måned har han givet flere store interviews. Dog ikke med hvem som helst. Men til venner af sagen, som er lydhøre overfor hans selvransagelse. Som nu senest den kontroversielle tv-vært Piers Morgan.

Der er ham, der lige ud spørger 37-årige Armie Hammer, om han er kannibal. Hvilket Hammer – som beskrevet i indledningen – benægter.

At han dog seksuelt er til BDSM, lægger han ikke skjul på. At han tænder på smerte, tvang og ydmygelse.

Men – understreger han – altid praktiseret med fuldt samtykke og efter gensidig aftale. Også med de kvinder, som offentligt hængte ham ud.

Armie Hammer, mens han stadig var hot. Her sammen med sin kone Elizabeth Chambers til Oscaruddeling i 2018.
Armie Hammer, mens han stadig var hot. Her sammen med sin kone Elizabeth Chambers til Oscaruddeling i 2018. Foto: Eric Jamison/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis folk så det fulde indhold af tekstbeskederne, ville de ikke være i tvivl,« siger Armie Hammer med reference til, at kvindernes egne bidrag til sms-samtalerne er fjernet i de offentliggjorte screenshots.

Og at tidligere nævnte Effie Angelova ifølge ham var den, der oprindelig introducerede ham til BDSM.

Tro mod tidsånden ved Armie Hammer dog, at uden en undskyldning åbnes ingen døre, kommer man ingen vegne.

Den falder da også i interviewet, hvor han erkender en magtubalance og ikke afviser, at kvinder qua hans berømmelse gennem årene muligvis har sagt ja til ting, der overskred deres grænser.

Men historien, som Armie Hammer frem for alt gerne vil fortælle, er, at han er blevet et nyt og bedre menneske.

Før skandalen var han en mand, der havde direkte kurs mod helvede. Befandt sig i en ond spiral af selvdestruktion. Hjulpet godt på vej af alkohol og stoffer.

Udefra havde Armie Hammer det hele og spillede sammen med de største. Men han væltede sig i alkohol og stoffer, siger han nu.
Udefra havde Armie Hammer det hele og spillede sammen med de største. Men han væltede sig i alkohol og stoffer, siger han nu. Foto: Fred Prouser/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Derfor indskrev han sig på et rehabcenter og indgik i anonyme alkoholikeres 12-trins-program.

»Det gav mig et nyt liv. Det er det bedste, der nogensinde er sket for mig,« siger han i interviewet og fortsætter:

»Jeg er utrolig taknemmelig for alt, der er sket for mig. Jeg er nu i stand til at være den far til mine børn, som de fortjener. Er i stand til at give mig selv den kærlighed og anerkendelse, som jeg i årevis higede efter fra andre.«

Om dørene til Hollywood åbner sig igen, må tiden vise.

Men om folkedomstolen køber hans anger og selvransagelse er en anden sag.

Effie Angelova er i hvert fald ikke imponeret.

»Han voldtog mig. Han løj så meget i det interview og blev ikke faktatjekket. Han bliver ved med at lyve og bebrejde sine ofre i et forsøg på at fritage sig selv for sine handlinger,« skrev hun ifølge US Today på X og fortsatte:

»Han evner ikke at forandre sig og tage ansvar for sine handlinger. Han har ingen anger.«

Læs også:

Andre læser også