Som ventet er Xi Jinping for tredje gang udpeget som partileder i Kina efter knap et årti som præsident.

Xi Jinping er igen blevet udpeget som generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti.

Det rapporterer kinesiske statsmedier tidligt søndag morgen dansk tid.

Dermed er han så godt som sikret en tredje præsidentperiode, når en præsident officielt udpeges i marts.

Xi har allerede været kinesisk leder i knap et årti.

Offentliggørelsen af en ventet tredje periode kommer ovenpå en uge, hvor Kinas Kommunistiske Parti har holdt kongres.

Her har Xi Jinping ifølge analytikere fæstnet grebet om magten ved blandt andet at sørge for at få skiftet ud i partiets topledelse.

Generelt anses han for at være den mest indflydelsesrige og dominerende kinesiske leder, siden Mao Zedong stod i spidsen for landet.

Hans genvalg blev sikret søndag ved en afstemning bag lukkede døre i partiets centralkomité.

Den giver Xi yderligere fem år som generalsekretær.

Baggrunden for Xis dominans er blandt andet, at han i 2018 sørgede for at få afskaffet en grænse på maksimalt to perioder for kinesiske præsidenter.

Under ham er Kina fortsat som en økonomisk magtfaktor i verden, og der er blevet foretaget store militære investeringer. Det har blandt andet ført til bekymring og modstand fra USA.

/ritzau/AFP