Et nyt kapitel er blevet føjet til Donald Trumps mangeårige kamp mod Iran.
30. juni er der nemlig blevet udstedt en 'fatwa' mod den amerikanske præsident, der ifølge en ekspert kan anses for at være et kald til alle muslimer om at dræbe Trump.
Manden, der har udstedt fatwaen, er storayatollah Naser Makarem Shirazi fra Iran.
Han er blandt Irans absolutte top, når det kommer til religiøse overhoveder.
Og selvom en fatwa som sådan ikke er en egentlig dom, så bør de amerikanske myndigheder gøre klogt i at behandle den med stor opmærksomhed, mener en dansk ekspert.
»En fatwa er ikke det samme som en dom, men skal mere ses som et svar på et spørgsmål. Men når Shirazi er et af de øverste religiøse overhoveder i Iran, så kan man næsten anse det for at være på linje med en dom,« siger Thomas Hoffmann, professor og islamforsker ved Københavns Universitet, til B.T.
»I det her tilfælde en dødsdom,« uddyber han.
Han fortæller nærmere, hvorfor det her er noget, Trump og hans sikkerhedsstab bør tage ganske alvorligt, når det kommer fra storayatollah Shirazi:
»Man erklæres fjende af Gud. Og det kan ifølge Koranen føre til meget drakoniske straffe som henrettelse, amputation eller lignende. Det er en meget alvorlig sanktion,« siger Thomas Hoffmann.
»Det er det samme, man bruger, når man henretter eksempelvis homoseksuelle i Iran. Eller når man går efter Salman Rushdie,« siger han.
Helt specifikt kom udtalelsen fra storayatollahen netop som et svar på et spørgsmål fra en gruppe personer, der ikke vidste, hvordan man som troende muslim skal forholde sig til de trusler, der er kommet fra USAs præsident og lederen af Israel mod den islamiske revolution samt dens ledere.
Donald Trump har tidligere på sociale medier hentydet til, at man fra amerikansk side overvejede et angreb på Irans leder, ayatollah Khamenei.
Svaret fra storayatollah Naser Makarem Shirazi lyder – oversat til dansk:
»Det er tydeligt for alle, at trusler mod islams lærde og ledere, som har stor respekt og indflydelse i det islamiske samfund, ikke må tages let. Enhver form for trussel eller skade mod dem betragtes som en stor synd og vil føre til hård straf fra Gud i denne verden og i det hinsidige.«
Og videre:
»Muslimer over hele verden må beskytte disse værdifulde personligheder og ikke tillade deres fjender at skade dem.«
For Thomas Hoffmann er den nyligt udgivne fatwa en opfordring til åben jagt på Donald Trump og Benjamin Netanyahu:
»De her fatwaer kan ses på forskellige måder. Den ene, hvor det mere henvender sig til de meget religiøse og lærde. Men den her kan godt ses som et kald til alle muslimer over hele verden om at gå efter Trump og Netanyahu,« siger han og uddyber:
»De er nu 'wanted men'.«