Søndag udspillede sig en tragedie til søs ud for den syditalienske kyst.

For 59 personer, herunder en nyfødt baby samt 20 andre børn, er omkommet i en stor bådulykke ud for Calabrien-regionen.

Op imod 150 personer var om bord på den båd, der forsøgte at krydse Middelhavet, men båden knækkede midtover efter at have ramt klippesten ud for den syditalienske kyst, skriver The Guardian.

Den forliste båd har formentlig transporteret flygtninge fra Afghanistan, Iran og Pakistan, og ifølge mediet har man tilbageholdt en tyrkisk person under mistanke om menneskesmugling.

Vraget blev angivelig set af fiskere tidligt søndag.

Den italienske kystvagt, brandmænd, politi og Røde Kors redningsarbejdere var til stede for at hjælpe.

»Det er noget, som ingen ønsker at se. Havet bliver ved med at skylle lig op. Der er både kvinder og børn blandt ofrene,« siger Antonio Ceraso, borgmesteren i den italienske provinsby Cutro.

»Man kan se vraget af båden på en strækning af 200-300 meter langs kysten,« fortsætter han og oplyser til mediet, at der førhen har sejlet både med flygtninge til samme kyst, men der aldrig har været en tragedie som denne før.