En 79-årig pensioneret advokat er blevet stukket ihjel af en mand, der eksploderede i vejvrede, fordi de to mænds biler stødte sammen.

Overfaldet, der førte til drab, skete i Findon, West Sussex i England torsdag aften.

Kort før kl. 20.40 kørte den 79-årige Don Lock ind i den anden bil. Ifølge flere engekske medier var der tale om et mindre biluheld, der blot har givet bilerne små buler.

Begge mænd stod ud af bilerne, men den yngre mand havde taget en kniv med og overfaldt Don Lock med adskillige knivstik.

Adam Hibbert, der leder politiets efterforskning i Sussex har sagt til de engelske medier, at Don Lock var ‘offer for et vanvittigt angreb, som han ikke havde nogen chance for at forsvare sig mod’.

Efter knivoverfaldet satte overfaldsmanden sig ind i sin bil igen og kørte væk fra gerningsstedet.

Læger, ambulancer og en ambulancehelikopter blev sendt til ulykkestedet, men den ældre mands liv stod ikke til at redde. Han blev erklæret død i vejkanten.

Politiet har fredag eftermiddag arresteret en 34-årig mand i forbindelse med drabet.

Afdøde Don Locks barnebarn Ashley Goodlad skrev på Facebook:

»Han var det bedste, sødeste og mest generøse menneske, du nogensinde kunne ønske dig at møde. Det er så fortvivlende lige nu blot at forsøge at prøve at forstå, hvorfor dette er sket. Hvis nogen ved noget om det, bedes du kontakte mig eller politiet.«