Det er ikke engang en uge siden, at den danske tornadojæger Kai-Asle Sønstabø mødte den berømte kollega Tim Samaras, der fredag blev dræbt i en tornado i Oklahoma

Kai-Asle Sønstabø er søndag næsten lige hjemvendt fra USA, hvor han i tre uger har jagtet tornadoer i højsæsonen, da bt.dk ringer til ham. 

- Det er jo hele tre stormchasere (tornadojægere, red.) der er omkommet, Tim Samara, hans søn Paul og hans medarbejder Carl Young. De er meget kendte i stomchaser-samfundet, og det er selvfølgelig også nogen vi kender. Jeg har hilst på dem flere gange.



- For ca. fem dage siden stod jeg og snakkede med Tim Samaras i USA, siger Kai-Asle Sønstabø, der bor nær Kalundborg på Sjælland.

To andre gange var Kai-Asle Sønstabø ligeledes heldig at møde den populære stormchaser, der blandt andet er kendt fra Discovery Channel-programmet 'Storm Chasers', der også er blevet sendt herhjemme i Danmark.

Tim Samaras var ifølge danskeren altid venlig og imødekommende og meget imponeret over, at de kom hele vejen fra Danmark for at 'chase'.
Den 50-årige Kai-Asle Sønstabø har de seneste syv år jagtet tornadoer i USA, Tyskland og Danmark. Han skriver om sine oplevelser på www.stormhunt.org.

Han beskriver den nu afdøde stormchaser som meget rar og en mand, der var dygtig til sit fag og som bidrog meget til tornadoforskning. Tim Samaras levede af at undersøge tornadoer, og udviklede eksempelvis noget meget fintfølende udstyr, der kunne filme og måle trykket inde i en tornado.

Tabet af en af stormchaser-verdenens største navne kommer som et chok for den danske tornadojæger.

- Det er et virkelig stort tab. Hele chaser-verdenen er rystet, især fordi Tim var kendt som en forsigtig mand, som ikke tog unødige chancer. Jeg kan slet ikke forstå det er sket, jeg er dybt chokeret. Det er forfærdeligt. Især når man ved, hvor dygtig han var. Men det bekræfter desværre, hvor farligt det er.



Tim Samaras var fredag med sin søn Paul og medarbejderen Carl Young i byen El Reno i staten Oklahoma, hvor fem store tornadoer hærgede området. De tre stormchasere holdt i kø på motorvejen nær en af dem, da tornadoen pludselig ændrede kurs og kom direkte mod deres bil.

Ni andre blev også dræbt af det farlige vejrfænomen, mens omkring 100 personer kom mere eller mindre slemt til skade.

I mere end 30 år levede Tim Samaras af at jagte tornadoer, undersøge dem og bruge sin viden til at sikre verden mod dem. 

Kai-Asle Sønstabø var ikke selv i nærheden af den tornado, der tog livet af Tim Samaras. Ham og hans crew skulle hjem få dage efter, og de valgte at forberede sig på hjemturen i stedet for at tage den sidste jagt.

- Det er vi faktisk ret glade for nu. Fredag var meget farlig, siger han stille.