Der er de utallige afsvedne træer, hvor kun stammerne står tilbage. Der er det fuldstændig sønderbombede, hullede landskab.
Og så er der mudderet. I bombekraterne, på vejene, overalt – og ikke mindst i skyttegravene, hvor de beskidte soldater trasker rundt i pløret.
Ovenstående kunne være et scenario fra den første store verdenskrig for mere end 100 år siden, men det er også virkeligheden ved fronten i Ukraine. Lige nu i december 2022. Som Jurij Sak fra det ukrainske forsvarsministerium forleden sagde:
»Billederne og videoerne giver nu mindelser om landskabet under Første Verdenskrig. Afbrændte træer, skyttegrave, ødelæggelse, bjerge af russiske lig. Det er virkelig, virkelig forfærdeligt,« lød det til CNBC.
På sociale medier har dokumentation fra fronten i Ukraine spredt sig i denne uge. Også her er parallellerne til Første Verdenskrig blevet draget ved at sidestille billeder fra dengang og nu. Ligheden er skræmmende. Ikke mindst fra Bakhmut-området i Donbas, som førnævnte Jurij Sak specifikt refererede til.
Under Første Verdenskrig blev millioner og atter millioner af mennesker i årene 1914-18 slået ihjel i ofte fastlåste kamppositioner uden synderlig fremgang for nogen af parterne, og major og forsker Kristian Lindhardt fra Forsvarsakademiet kan især se lighedspunkter med den ukrainske østfront, hvor situationerne mere eller mindre har været den samme siden det russiske indtog i 2014.
»Og hvis man ser nede syd for Kherson og Dnepr, er russerne tilsyneladende i gang med at lave skyttegrave og bygge kampstilling på kampstilling på kampstilling, så der er noget, der tyder på, at de prøver at hive tempoet ud af kampen og få en frontlinje, der ikke bevæger sig, ligesom under Første Verdenskrig,« siger Kristian Lindhardt:
»Det er helt tydeligt, at det kan russerne godt se en idé i. Så er spørgsmålet så, om ukrainerne er enige.«
Lad os tage skyttegravene. Mange kender dem jo fra film om både Første og Anden Verdenskrig. Hvorfor er de overhovedet stadig relevante i 2022?
»Fordi de stadig virker. Skyttegrave og det, vi kalder udbyggede kampstillinger, giver beskyttelse til de soldater, der kæmper derfra. Og de gør det sværere for de soldater, der bevæger sig frem og angriber,« siger Kristian Lindhardt.
Ukraine har jo delt mange videoer af droner, der 'bare' flyver hen over skyttegrave eller jordhuller med russiske soldater og smider bomber ned i hovedet på dem. Skyttegravene ser ikke ud til at virke mod den slags moderne våben?
»De virker … et stykke hen ad vejen. De giver forsvaret en fordel – det gør de den dag i dag, det gjorde de for 100 år siden, og det gjorde de før det. Men rent historisk vil kampstillinger, uanset hvor store og stærke de er, næsten altid blive gennembrudt, når de bliver stillet over for en tilstrækkelig kraftfuld og beslutsom modstander. Så falder de.«
»Og hvis du vil lave sammenligningen med Første Verdenskrig, som jeg egentlig synes er ret interessant, når jeg nu taler mig varm, er det værd at bemærke sig, at de tyske kampstillinger og skyttegrave også faldt på et tidspunkt. De allierede havde deres '100 dages offensiv' i slutningen af krigen, hvor de simpelthen rullede hen over tyskerne.«
I videoen øverst i artiklen kan du komme med ind i en godt nok ukrainsk skyttegrav i Donbas. Som den 35-årige soldat Petro herfra siger:
»Hvad kan jeg sige? Vi er o.k., men det er blevet hårdere på grund af regnen og den lette frost. Det er en sump. Det kan I selv se,« lyder det fra ham om forholdene.
Kristian Lindhardt medgiver, at det er »forfærdeligt« at opholde sig i en skyttegrav på denne tid af året, hvor skiftevis regn, frost og plusgrader gør det særdeles udfordrende for soldaterne.
»Men hvad er alternativet? Russerne er på spanden og har på samme måde som tyskerne under Første Verdenskrig erkendt, at de tilsyneladende ikke er stærke nok til at føre en helt almindelig krig, og derfor fører de nu en mere defensiv form for krig og laver nogle kampstillinger, som er nemmere at forsvare. For ikke at miste det hele,« siger majoren fra Forsvarsakademiet:
»Det overrasker mig dog, at russerne må ty til det her og ikke er bedre til at føre mobil krigsførelse, som er noget, vi lægger stor vægt på i Vesten. Vi regnede med, at russerne også havde tilegnet sig den evne – men det må være, fordi de regner med, at det kan købe dem tid.«
Eksempelvis tid til at kunne få uddannet de tusindvis af mobiliserede styrker, der venter på at komme i kamp.
»Men russerne er nok også klar over, at i længden er det ikke nok. I længden vil ukrainerne kunne gennembryde de kampstillinger,« siger Kristian Lindhardt.
