I sin tale i FN siger Netanyahu, at Israel har knust den palæstinensiske Hamas-bevægelses "terrormaskine".

Mange landes repræsentanter er udvandret fra salen ved FN's Generalforsamling i New York, hvor Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, fredag eftermiddag dansk tid er gået på talerstolen.

Det viser tv-billeder på blandt andet BBC.

Lange rækker af mennesker bevæger sig ud af salen, der i forvejen ikke var fyldt.

Over for dem, der blev siddende i salen og lyttede til Netanyahus tale, afviser den israelske premierminister, at det kan komme på tale med etablering af en palæstinensisk stat.

Det vil være "nationalt selvmord" for Israel, mener Netanyahu.

Store lande som Frankrig, Canada og Storbritannien har formelt anerkendt en selvstændig palæstinensisk stat i forbindelse med FN's Generalforsamling.

- Israel vil ikke lade jer proppe en terrorstat ned i halsen på os, siger Netanyahu fra FN's talerstol fredag.

- Vi vil ikke begå nationalt selvmord, fordi I ikke har modet til at stå op imod de fjendtlige medier og de antisemitiske folkemængder, der kræver Israels blod.

Netanyahu siger videre, at Israel har knust den palæstinensiske Hamas-bevægelses "terrormaskine".

Han gentager sin opfordring til Hamas om at lægge våbnene.

- Hvis I gør, overlever I. Ellers skal vi nok finde jer, lyder det fra Netanyahu.

Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag har udstedt en arrestordre på Netanyahu for formodede krigsforbrydelser begået i krigen mod Hamas i Gazastriben.

Desuden kom der i sidste uge en rapport fra en uafhængig undersøgelseskommission, der konkluderer, at Israel begår folkedrab i Gazastriben.

Den kritik affejer Netanyahu i sin tale fredag som "grundløs".

I sin tale siger den israelske premierminister videre, at der er opstillet højttalere i Gazastriben, der sender hans tale i FN videre ud over det palæstinensiske område.

- Jeg har omringet Gaza med massive højttalere i forhåbning om, at vores kære gidsler kan høre dette budskab, siger Netanyahu.

Der er stadig 48 gidsler i Gazastriben. Den seneste vurdering fra israelsk militær lyder på, at kun omkring 20 af dem fortsat er i live.

/ritzau/