Hun sad stiv som en pind i samfulde ti timer. Ryggen var rank. Hænderne lå roligt i skødet. Og mens de øvrige tiltalte under mandagens indledende retsforhandlinger i en gigantisk korruptionssag – heriblandt ikke mindst ægtemanden Iñaki Urdangarin – havde svært ved at holde både blikket og kroppen i ro, syntes prinsesse Cristina at stirre direkte igennem både dommere, anklagere og forsvarere. Som nægtede hun – kongedatteren af huset Borbón, der har regeret Spanien i over 300 år – så meget som et øjeblik at forholde sig til »de grundløse anklager mod min person«.
Sådan betegnede Cristina tiltalen for meddel-agtighed i groft skattesvig, da hun sidste år skrev et brev til kong Felipe – samt lækkede det til pressen – efter at han havde frataget hende titlen som hertuginde af Palma. Og storesøsterens stædige afvisning af at vise blot den mindste form for ydmyghed i en sag, der i værste fald kan sende hendes mand i fængsel i helt op til 20 år, gør ikke ligefrem livet lettere for den unge monark.
Felipe VI har siden sin kroning i 2014 kæmpet for at rette op på monarkiets popularitet og troværdighed efter faderen Juan Carlos’ sidste, skandaleombruste år på tronen. Det er i vid udstrækning lykkedes, bl.a. ved de facto at forstøde Cristina og hendes familie. Men så længe hun nægter at give afkald på sin position som nr. seks i tronfølgen eller i det mindste at lade sig skille fra Urdangarin, er det svært at overbevise spanierne om, at de igen har fået et kongehus, man kan være bekendt.
Hvem skulle have troet, at Cristina og Iñaki ville ende som et af de bedste argumenter for en republik, da de i 1997 under pomp og pragt giftede sig i Barcelona? Dengang var den naturlige og diskrete prinsesse, næstefter faderen, kongefamiliens mest populære medlem. Og hendes tydeligvis hovedkulds forelskelse i en baskisk håndboldstjerne fra FC Barcelona kunne næppe være mere perfekt og indenrigspolitisk korrekt for et monarki, der gerne ville favne hele det evigt splittede sydeuropæiske land.
Op gennem de brølende 00ere, da der ikke syntes at være nogen ende på festen i Spaniens bobleøkonomi, gik det imidlertid galt. Som de seneste års utallige afsløringer af korruption, frås og magtmisbrug har vist, lod svage sjæle fra alle dele af landets elite sig friste af mulighederne for at rage til sig – og kongefamilien var tilsyneladende ingen undtagelse.
I hvert fald blev Urdangarin i 2010 sat i forbindelse med en efterforskning af underslæb, hvidvask af penge og groft skattesvig. Han havde, ifølge anklagemyndigheden, brugt sin almennyttige fond til at arrangere sportslige events for diverse regionale myndigheder til vanvittige overpriser, hvorefter millionfortjenesten via andre selskaber i diverse skatteparadiser blev kanaliseret over i privatøkonomien.
Her fik pengene ben at gå på, både når der skulle betales afdrag på pragtvillaen i Barcelonas mondæne Pedralbes-kvarter og som finansiering af salsalektioner samt ferierejser med hertugparrets fire børn. Og da en undersøgelsesdommer i slutningen af 2014 rejste tiltale i sagen, gjaldt den ikke blot håndboldhertugen men også prinsessen, der er anklaget for meddelagtighed i skattesvigs-forholdet.
Tiltalen mod Cristina viser, at alle er lige for loven, har landets politiske ledere siden haft travlt med at hævde. Men når mange spaniere har mistanke om, at nogle nok i sidste ende er mere lige end andre, skyldes det ikke mindst premierminister Mariano Rajoys kryptiske udtalelser.
Den konservative leder, hvis parti selv er involveret i en lang række korruptionsskandaler, erklærede sig, da sagen i sin tid begyndte at spidse til, »overbevist om prinsessens uskyld« samt sikker på, at »hun nok skal klare sig«. Og den omstændighed, at såvel anklageren som den statsadvokat, der repræsenterer skattevæsenet, under mandagens retsmøde krævede et tiltalefrafald, har givet teorien om aftalt spil for galleriet ekstra vind i sejlene.
Derfor er det heller ikke kun prinsesse Cristina, Iñaki Urdangarin eller – for den sags skyld – kongehusets skæbne, som står på spil under de kommende måneders retsforhandlinger. Sagen udgør samtidig et symbolsk opgør med en tid, hvor stort set alle, der var noget ved musikken, udnyttede deres position. Og dommene vil – sagens juridiske spidsfindigheder ufortalt – blive set som et signal om, hvorvidt de traditionelle politikeres løfter om bod og bedring under den netop overståede valgkamp blot var varm luft.
TV-avisernes straf, som spanierne kalder medieinteressen for prominente tiltalte, slap Cristina imidlertid ikke for i mandags. Samtidig kunne taxichaufførerne i Palma de Mallorca, hvor retsforhandlingerne foregår, glæde sig over øget omsætning pga. de mange tilrejsende journalister fra både ind- og udland.
»Men det går langt ra lige op med alt det, deres forbrydelser har kostet,« som en af dem fastslog over for avisen El País.
