Rygterne har ulmet længe.

Nu afslører Donald Trump, hvem der er på spil til at overtage det sociale medie TikTok i USA. Og det er bestemt ikke hvem-som-helst.

»De er meget velkendte personer,« sagde den amerikanske præsident søndag til Fox News ifølge NBC News.

Herefter satte han navne på.

Det drejer sig blandt andre om Oracle-stifteren, Larry Ellison, Dells topchef, Michael Dell – og mediemogulen Rupert Murdoch og hans søn Lachlan Murdoch.

Ejerskabet over TikTok har længe skabt stor debat i USA.

TikTok er ejet af ByteDance, der opererer fra Kina, hvilket har skabt bekymring for, at det sociale medie – som er meget populært i USA – kan udgøre en sikkerhedsrisiko i landet.

Derfor vedtog Kongressen i 2024 at indføre et forbud mod platformen, hvor brugere blandt andet kan dele korte videoer.

Rupert Murdoch kan via sit medieimperium blive medejer af TikToks aktiviteter i USA.
Rupert Murdoch kan via sit medieimperium blive medejer af TikToks aktiviteter i USA. Foto: Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Oprindeligt var forbuddet mod TikTok i USA planlagt til at træde i kraft i januar, hvis ikke kontrollen med den amerikanske del af selskabet blev overtaget af andre end ByteDance. 

Men Trump har flere gange forlænget fristen for, hvornår ByteDance skal have fundet en køber til TikTok. Senest blev den forlænget til 16. december.

Skulle Rupert og Lachlan Murdoch blive involveret i TikTok, føjer de yderligere alen til et i forvejen imponerende medieimperium.

94-årige Rupert Murdoch ejer allerede blandt andet Fox Corporation, som har stribevis af tv-kanaler så som Fox News og Fox Sports under sin paraply, og de store nyhedsmedier Wall Street Journal og New York Post.

En kilde med kendskab til sagen har fortalt NBC News, at Lachlan Murdoch – som netop har overtaget den daglige styring i sin aldrende faders medieselskaber – ikke personligt vil få en rolle i en eventuel aftale om overtagelse af TikTok.

I stedet vil Fox Corporation i givet fald indgå i et kommende ejerskab af TikTok i USA.

»Denne aftale betyder, at TikTok vil være majoritetsejet af amerikanere i USA. Der vil være syv pladser i bestyrelsen, der kontrollerer appen i USA, og seks af disse pladser vil være besat af amerikanere,« har Det Hvide Hus' pressetalskvinde, Karoline Leavitt fortalt til Fox News om den ejerstruktur, som angiveligt er i spil.

Hvornår en amerikansk overtagelse af TikToks aktiviteter i landet vil finde sted og under hvilke forudsætninger, er endnu uvist.