En 31-årig mand dømmes for uagtsomt manddrab for den tragiske ulykke, der i december 2023 kostede en treårig pige livet på Amager.

Den lille pige blev dræbt af sine kvæstelser, efter at den 31-årige i en varebil havde påkørt hende under et fatalt højresving i en vintermørk eftermiddagstime. 

Det blev afgørelsen mandag formiddag i Østre Landsret, efter at manden tidligere er blevet frikendt for uagtsomt manddrab i byretten, skriver eb.dk.

Landsretten skal nu tage stilling til, hvilken straf den 31-årige skal idømmes. Den straf ventes at blive udmålt senere mandag.

Nævningetinget i landsretten skulle tage stilling til ankesagen, efter at Københavns Byret i sommer frifandt den nu 31-årige mand for tiltalen om uagtsomt manddrab.

Byretten fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte hans forklaring om, at han havde orienteret sig grundigt forud for påkørslen af pigen.

Derfor mente retten ikke, at han havde havde udvist en sådan grad af uagtsomhed, at han havde overtrådt lovgivningen.

I stedet nøjedes byretten med at give ham en bøde på 5.000 kroner for at have haft THC efter hashrygning i blodet.

Men den afgørelse har landsretten altså nu besluttet skal omgøres, så den 31-årige risikerer en årelang fængselsstraf samt frakendelse af kørekortet.

Også i landsretten har den 31-årige forsikret, at han så sig grundigt for i de afgørende sekunder.

»Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at orientere mig og sikre mig, at der ikke kom nogen,« lød det fra ham på ankesagens første retsmøde i sidste uge.

Her nægtede han sig fortsat skyldig i tiltalen, fordi han ifølge sin egen forklaring holdt helt stille og orienterede sig grundigt i forbindelse med det fatale højresving, som kom til at berøve den lille pige livet.

Hun gik i sin lyserøde flyverdragt nogle få meter bag sin far, da de skulle krydse det sted, hvor Hessensgade støder ud i Holmbladsgade.

Ifølge anklagemyndigheden var der dog tale om et uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder, fordi den 31-årige bilist viste sig at have spor af THC efter hashrygning i sit blod, da han blev testet straks efter dødsulykken.

Det var en meget lille mængde af det euforiserende stof, men ifølge anklageren spillede det ingen rolle, at den tiltalte har forklaret, at det stammede fra et par joints fra fredag aften før trafikdrabet tirsdag eftermiddag.

»Jeg kan mærke på mig selv, om jeg er klar til at køre. Om jeg er klar til at køre og er klar i hovedet,« forklarede bilisten i landsretten.