På Christiansborg vækker det harme, at der på Aurehøj Gymnasiums toiletter er blevet skrevet stærkt antisemitisk graffiti.
Så meget, at både Inger Støjberg (DD) og Alex Ahrendtsen (DF) ønsker gerningsmændene bortvist, såfremt de bliver fanget:
»Gymnasiet skal finde de elever, der har gjort det. Og sådan nogen kan ikke gå på et gymnasium. De jødiske studerende skal også kunne færdes i tryghed,« siger formand for Danmarksdemokratierne, Inger Støjberg til B.T.
Fredag har B.T. gennem en række artikler beskrevet, at der på Aurehøj Gymnasiums toiletter er blevet skrevet »Hitler gjorde intet forkert«, »jøder voldtager børn«, mens der også er blevet tegnet et hagekors.
Og bare det, at hændelsen er fundet sted kommer bag på uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti, Alex Alex Ahrendtsen (DF):
»Det er voldsomme sager, og jeg er noget chokeret over, at der stadig kan haste sådanne holdninger blandt unge mennesker,« siger han til B.T.
Graffitien blev ifølge gymnasiets rektor, Anette Hestbæk Jørgensen, fjernet »med det samme«, mens hun også har sendt to beskeder ud til eleverne på deres intranet Lectio.
Det fortalte hun tidligere til B.T., men Inger Støjberg (DD) mener dog, at rektoren i sidste ende er ansvarlig for, at hændelsen er sket på hendes gymnasium:
»Enten skal rektor til at se at få styr på det, eller så er der nogen, der skal have styr på rektor, så hun ikke længere er der,« siger Inger Støjberg (DD) og tilføjer:
»For man kan ikke have en leder på en uddannelsesinstitution, hvor jødiske studerende ikke kan færdes i tryghed,« siger hun.
Alex Ahrendtsen (DF) mener dog, at ledelsen har handlet så meget, som de kan:
»Ledelsen gør det rigtige. De tager afstand til det og skriver ud til eleverne. Det er svært at gøre mere. Så skal en gerningsmand til, at træde frem,« siger han.
Alligevel er de enige om, at hændelsen er et billede på en stigende tendens af antisemitisme og had mod Israel på baggrund af deres krig i Gaza.
»Der er en galoperende antisemitisme, og det skal vi slå ned på i Danmark. Jøderne er jaget vildt i København,« siger Alex Arendtsen (DF).
B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra rektor Anette Hestbæk Jørgensen og vicerektor Kasper Rolskov for at høre, hvordan de har tænkt sig at håndtere hændelsen fremadrettet, og om rektoren mener, hun har handlet tilstrækkeligt.
B.T. har også rakt ud til Enhedslisten, Moderaterne, Konservative og SF for en kommentar på hændelsen. Ingen af dem er vendt tilbage inden artiklens udgivelse.
Du kan se alle billederne og mere om graffitien HER.