En medarbejder hos SAS blev mandag meldt til politiet, efter kollegaer havde mistænkt vedkommende for at være fuld under flyvningen, skrev Aftonbladet mandag.

Nu fortæller norske Jon Bertelsen til BT, at det var ham som passager, der undrede sig over stewardessens opførsel og slog alarm. På et tidspunkt frygtede han for de andre passagerers sikkerhed, men hylder nu SAS for en yderst professionel håndtering.

SAS-medarbejderen blev ifølge Aftonbladet testet positiv for alkoholpåvirkning ved et pust i alkometeret, men en blodprøve mangler endnu at slå endeligt fast, om vedkommende var fuld på jobbet. Men Jon Bertelsen er ikke i tvivl:

»Jeg ser ofte fulde folk, men det er sjældent, jeg ser fulde folk,« siger den 46-årige nordmand, som til daglig arbejder med snapseproduktion.

Han fløj på Business Class fra Hong Kong til Arlanda lufthavn i Stockholm mandag eftermiddag. Undervejs på ruten havde han vekslet flere ord med den pågældende stewardesse, som havde serviceret ham et par gange. Da han bad om champagne til både sin forret og hovedret, svarede hun med et kækt og venligt: 'Det ville jeg også have valgt, hvis jeg var passager,' husker Jon Bertelsen.

Men da kaffen skulle serveres få timer inden landing, havde hun ifølge Jon Bertelsen ændret opførsel. Allerede på lang afstand syntes han at kunne se, at hun var blevet mere usikker på sine bevægelser.

»Hun begyndte allerede at hælde af kaffen, inden hendes kande var nået helt hen til min kop. Af den kaffe hun hældte, landede vel kun 10 procent i min kop,« siger Jon Bertelsen.

I sin anden hånd havde stewardessen en bakke med blandt andet en kop mælk, som hun havde problemer med at balancere. Derfor væltede alt indholdet på bakken og sendte mælk ud over det hele, fortæller Jon Bertelsen.

Men da stewardessen herefter tog en serviet fra bakken, som var søbet ind i mælk, og forsøgte at tørre både Jon Bertelsen og hans computer med den sjaskvåde klud, fik han nok og bad hende holde op.

»Hun undskyldte mange gange og fortalte mig, at jeg kunne sætte mig på det tomme sæde foran. Men da hun pegede på sædet med kaffekanden i hånden, fik hun også spildt ud over dét,« siger Jon Bertelsen, der blev nervøs for, om stewardessen kunne være syg.

Derfor tog han fat i en af hendes kollegaer og bad om at tale med en leder. Det skulle dog, ifølge Jon Bertelsen, vise sig, at den pågældende stewardesse faktisk var lederen af kabinepersonalet. Og at man var opmærksom på hendes underlige opførsel blandt kollegaerne, fik han forklaret.

Men umiddelbart inden landing, da højtalerne blev tændt en sidste gang for at gøre opmærksom på sikkerhedsprocedurerne i forbindelse med landing, var det den omtalte stewardesses snøvlende og tøvende stemme, der gik igennem. Jon Bertelsen optog meldingen på en lydfil, som BT er i besiddelse af.

»Jeg undrede mig over, at hun ikke var blevet fritaget, men måske var det hendes job som leder, og ingen anden kunne varetage det,« siger Jon Bertelsen, der et øjeblik frygtede for de andre passagerers sikkerhed.

Alligevel ønsker han i det store hele at rette stor ros til SAS, som han mener håndterede den aparte situation yderst professionelt. Da han greb fat i politiet i Arlanda kunne han nemlig forstå, at flypersonalet allerede havde meldt deres kollega, som blev eskorteret ud og måtte blæse i alkometeret.

»Jeg er siden blevet kontaktet af SAS, som ønskede at følge op. Jeg måtte aflyse mit næste fly fra Stockholm, fordi jeg blev nødt til at gøre både mig selv og mit tøj rent. Derfor missede jeg både mit fly og en arbejdsdag, som begge er blevet kompenseret af SAS. Men det er ikke det vigtigste. Det er, at vi kan være sikre på, at et seriøst selskab som SAS gør, hvad der skal gøres - også når det handler om en af deres egne.«

Til Aftonbladet har SAS bekræftet, at en medarbejder er blevet meldt til politiet for mistanke om alkoholpåvirkning.

»Vi ser meget alvorligt på det her, da vi har en streng alkoholpolitik som siger, at du skal have haft en promille på nul i mindst otte timer inden en flyvning. Sikkerheden for vores medarbejdere såvel som passagerer har altid topprioritet,« siger pressemedarbejder hos SAS Fredrik Henriksson.

Politiets alkometer er kun vejledende, og det skal nu via en blodprøve slåes fast, hvorvidt medarbejderen var påvirket af alkohol under flyvningen. Først herefter kan SAS sige, hvad der skal ske i sagen. Er testresultatet positivt, kan den ansatte dog godt forberede sig på en fyring, lyder det fra SAS.