Ruslands små nabolande bliver de første ofre, hvis sammenholdet i Europa slår revner. Sådan lyder advarslen fra manden, der kæmpede for og vandt Litauens uafhængighed for 25 år siden.

Set fra Vytautas Landsbergis’ stol har det ikke ligefrem styrtregnet med gode nyheder den seneste tid.

Tag nu Donald Trump. Den republikanske præsidentkandidat har sat spørgsmålstegn ved sammenholdet i den vestlige forsvarsalliance, NATO. Bør USA for eksempel forsvare de baltiske lande i tilfælde af russisk aggression? Kun hvis balterne har gjort sig fortjent til det, lød Trumps svar.

Eller tag Brexit. Det britiske nej til EU har kastet både Storbritannien og resten af Europa ud i ukendt farvand. Det har også givet vind i sejlene til Marine Le Pen, partiet Front Nationals stærke kandidat ved næste års præsidentvalg i Frankrig. Hun varsler en lignende afstemning om EU foruden et opgør med landets forhold til NATO.

Det bekymrer Litauens nu 83-årige landsfader. For et kvart århundrede siden stod han i spidsen for landets kamp for uafhængighed fra Sovjetunionen. Han har ikke glemt, hvad støtten fra resten af Europa betød, da det gjaldt. Han sender skarpe advarsler til en ny generation af vestlige politikere, der efter hans mening lider af akut hukommelsestab.

»De har glemt de værdier, der forener os. Hvis disse værdier er for ingenting, så er Europa for ingenting,« siger Landsbergis.

»Isolationisterne« kalder han de fremadstormende EU-modstandere, der efter hans mening åbner for et Europa, hvor kun den stærkes ret gælder.

»Hvad er vi så? Så er vi som forældreløse børn, når slynglerne kommer. For når slynglerne kommer, og vi er helt alene, så er det for sent at råbe, »nej, nej, lad os hellere være sammen igen«,« siger Vytautas Landsbergis.

Danmark skrev historie

Emnet ligger ham tydeligvis på sinde, for det var egentlig meningen, at vi skulle tale om mere glædelige emner. I disse dage, for 25 år siden, blev Litauens uafhængighedskamp kronet med international anerkendelse. Også Danmark og de øvrige nordiske lande skrev historie, da de som de første genoprettede de diplomatiske forbindelser til Estland, Letland og Litauen.

Minderne fra de dramatiske dage hænger tæt på det lille kontor, hvor vi møder den litauiske uafhængighedsforkæmper. Her i en slidt etageejendom i en grøn forstad til Vilnius har den i dag krumryggede men stadigt særdeles aktive herre boet og arbejdet, siden han i 2014 vendte hjem fra Europa-Parlamentet.

På væggen hænger en gasmaske og et håndmalet skilt fra tiden, da demonstranter i 1991 byggede barrikader om parlament til forsvar mod de sovjetiske styrker. Forinden var 14 blev dræbt og flere hundrede såret, da de sovjetiske kampvogne blev sat ind mod demonstranter ved byens TV-tårn.

De indrammede fotografier over skrivebordet viser, hvem der sejrede i sidste ende. Her står manden, der blev det nye Litauens første statsleder, sammen med den tyske kansler Helmuth Kohl, og USAs præsident George Bush senior. Ved siden af hænger Margaret Thatcher og dronning Margrethe. Den danske dronning blev i 1992 den første monark, der besøgte det nyligt uafhængige Litauen.

Men historierne om dengang har Landsbergis fortalt så mange gange. Han vil hellere tale om nutiden. For modsat væggene er skrivebordet ikke dækket af minder men af et kuperet terræn af papirstabler, rapporter om sikkerhedspolitik og udprintede emails fra nær og fjern.

For Litauens konservative nestor er det måske mest smertelige paradoks, at Europas »nye« konservative, Front National i Frankrig og UKIP i Storbritannien, taler om national selvbestemmelse, mens de vil svække EU og knytte tætte bånd til Putin i Moskva.

Resultatet af den kurs er en tilbagevenden til en verden, hvor stormagter som Rusland igen kan tromle mindre nabolande og kue den nationale selvbestemmelse, siger Landsbergis.

»Har de noget i hovedet, eller er der bare væske?« spørger han skarpt.

»Hvad er der at tale om, hvis vores værdier bliver trampet på af ISIS og Kreml, og vi bekæmper islamisterne, men inviterer Kreml ind ad hoveddøren?« siger han.

Frygt for panik i Kreml

Vytautas Landsbergis er ikke i tvivl om, at Vladimir Putins Rusland udgør en reel trussel mod især mindre europæiske lande. Landsbergis er kendt som en hardliner i det spørgsmål, og politiske modstandere beskylder ham gerne for at hænge fast i den Kolde Krigs tankesæt. Længe inden Ruslands annekteringen af Krim-halvøen advarede han mod Putins revanchisme.

Siden har krigen i Ukraine bevist, at Kreml ikke accepterer udfaldet af de historiske begivenheder i 1991, mener han.

»De udfordrer jo dette resultat. Det var kun Boris Jeltsins Rusland (russisk præsident fra 1991, red.), der besluttede, at det var godt, at de baltiske lande var frie og selvstændige. Da nye diktatorer kom, begyndte de at sige, at det var skidt,« siger Landsbergis.

De russiske myndigheder har blandt andet angrebet det retlige grundlag for Estlands, Letlands og Litauens uafhængighed. På det russiske parlaments foranledning begyndte Ruslands statsadvokatur sidste år at undersøge, om anerkendelsen af de baltiske lande i 1991 var »ulovlig«. Rusland tredjestørste politiske parti, LDPR, fører i øjeblikket valgkamp under sloganen »Genopret de sovjetiske grænser«.

»Den farlige situation bygger på to ting. For det første Kremls propaganda, der hævder, at Rusland blev udnyttet og ydmyget efter Sovjets fald. Derfor har Rusland en ret til at tage tilbage, hvad der tilhører Rusland,« siger Vytautas Landsbergis.

Den anden risikofaktor er Ruslands svage økonomi parret med Kremls frygt – eller paranoia – for uro og separatisme i selve Rusland, siger han.

»Hvis ledelsen i Kreml bliver desperat, hvis de frygter for deres egen fremtid, så rykker en krig, en stor krig, nærmere. Det er en sandsynlig løsning for de nuværende ledere,« siger Landsbergis.

Trusler, magt og maskespil

Dagens Rusland er imidlertid langt fra at være et nyt Sovjetunionen, understreger Landsbergis. Landet er ingen supermagt men en usikker stat, der har brug for fjendebilleder og magtdemonstrationer.

Det sidste er der mange vestlige politikere, der ikke forstår, mener han. Når Vladimir Putin taler om »truslen« fra NATO, så er det maskespil, mener han.

I Moskva blev den angiveligt akutte fare for et ukrainsk medlemskab af NATO brugt som hovedargument for annekteringen af Krim-halvøen.

»Rusland frygter ikke NATO i Ukraine, fordi de ved, at NATO frygter dette. Men det er brugbart, så de skriger det på deres TV-kanaler: »NATO kommer!« siger Vytautas Landsbergis.

Vladimir Putin deler til gengæld den sovjetiske opfattelse af, at små lande er småpenge, der kan handles mellem stormagterne. Landsbergis sad selv ansigt til ansigt med den sidste sovjetleder, Mikhail Gorbatjov, i 1991. Dengang forsøgte Gorbatjov at vride armen om på balterne, som Vladimir Putin nu forsøger i Ukraine, mener han.

»Jeg husker meget tydeligt, hvad Gorbatjov sagde til mig. Han sagde: »Glem de drømme. Ingen i verden støtter dig. Hvem er du overhovedet?«« siger Landsbergis.

»Hans argument var meget specifikt. For at overbevise mig sagde han: »Hvem vil støtte dig? Bush? Thatcher? Jeg er på fornavn med hende! Hun vil aldrig støtte dig«,« fortæller Landsbergis med en kluklatter.

Kun stormagter havde noget at sige i Gorbatjovs verdensopfattelse.

»Jeg skal vise dig noget,« siger Landsbergis og roder i bogbjerget på skrivebordet.

Han peger på et berømt sort-hvidt fotografi af en litauisk demonstrant, der trodsigt stiller sig i vejen for en sovjetisk kampvogn.

»Det er det, det handler om,« siger han.

For til at begynde med havde Gorbatjov faktisk ret. USA og Storbritannien gik på listefødder i spørgsmålet om balternes uafhængighed. Netop derfor kom anerkendelsen fra Danmark, Norge og Island til at spille en uhyre vigtig rolle. Det samme gjorde støtten fra datidens demokratiske leder i det genfødte Rusland, Boris Jeltsin.

»Små lande betyder noget på grund af deres indflydelse på demokratiske samfund,« siger Landsbergis.

I dag spiller Vladimir Putin et lignende spil i Ukraine, mener Landsbergis. Putin har senest meddelt, at han slet ikke vil forhandle med den ukrainske præsident Porosjenko, fordi Rusland hævder, at Ukraine står bag »terror« på den annekterede Krim-halvø. I stedet vil Putin drøfte Ukraine-krigen med den tyske kansler og Frankrigs præsident under G20-topmødet i næste uge.

Individets magt

Vytautas Landsbergis trækker en linje tilbage til Münchenaftalen i 1938, da stormagterne påbød Tjekkoslovakiet at afstå store landområder til Nazi-Tyskland.

»Vi har endnu ikke fået et nyt München. Men det kan vi få. At mødes uden Ukraine for at diskutere Ukraine. Er det ikke et München?« spørger han.

Læren af de baltiske landes frihedskamp for 25 år siden er, at det betaler sig at stå fast, siger han.

»Vi skal sige én ting til Putin: »Stop krigen i Ukraine«,« siger Vytautas Landsbergis.

»For du skal huske på, at der ikke er ét Rusland. Vi kan ikke generalisere om det som noget konstant. Rusland er i stand til at ændre sig meget. I min tid sagde alle: »Gorbatjov vil aldrig tillade det!« Ja, men måske skifter han mening. Og det gjorde han,« siger Landsbergis.

Også i dag er et demokratisk Rusland fuldt ud muligt, siger han. Men i disse år lever den russiske opposition under forhold, der bedst kan sammenlignes med billedet af den enlige litauiske demonstrant foran en kampvogn i 1991, siger Landsbergis.

»Det er den ånd, der er brug for. Du kan være mægtig, selv om du kun er én. Det er blevet bevist mange gange. Måske senest i Litauen i 1991,« siger han.