Det skal være forbudt at gå med burka i Holland, og hollænderne vil mærke kraftige besparelser. Det fremgår af regeringsgrundlaget for den ny regering.

De to centrumhøjrepartier, der danner ny regering i Holland, har fremlagt et regeringsgrundlag med parlamentarisk støtte fra Geert Wilders antiislamiske Frihedsparti.

Af regeringsaftalen fremgår det, at budgettet skal balancere inden 2015, og at burkaer skal forbydes.

Den liberale leder, Mark Rutte, den kristendemokratiske leder, Maxime Verhagen, og Geert Wilders offentliggjorde regeringsgrundlaget på et pressemøde torsdag.

Regeringen vil blandt andet beskære statsbudgettet med i alt 18 milliarder euro (134,2 milliarder kroner) inden 2015.

Og som en gestus til Wilders er partierne også blevet enige om at forbyde burkaer i Holland og at stramme indvandrerpolitikken.

/ritzau/Reuters