På Manchester Museum i England oplever de i øjeblikket noget meget mystisk. En gammel egyptisk statue er begyndt at bevæge sig

Selvom man er 4000 år gammel kan man godt have fart på. Det er i hvert fald tilfældet på Manchester Museum, hvor en statue drejer rundt om sig selv inde i en stor glasmontre. De uhyggelige bevægelser har skabt frygt om, at en gammel og vred ånd måske prøver at komme ud. 
Det skriver The Sun.

Statuen, der er udformet som et menneske, var eftersigende en offergave til den egyptiske gud Osiris, der blandt andet repræsenterede død og genopstandelse. Ifølge The Sun har kun få medarbejdere adgang til montren, hvor statuen står.

Bevægelserne blev opdaget af en medarbejder på museet ved navn Campbell Price, der specifikt arbejder i museets egyptiske afdeling. 

 - De fleste egyptologer er ikke overtroiske folk. Jeg undrede mig over, hvem der havde ændret statuens position uden at fortælle mig det. Men da jeg kiggede næste gang, vendte den i en anden retning - og dagen efter en anden retning igen.

Det noget forundrede personale satte et kamera op, der tog et billede af statuen hvert minut i et uge. På videoen, som du kan se her, drejer figuren rundt om sig selv op til flere gange. Flere har forsøgt sig med logiske forklaringer, som for eksempel at figuren bevæger sig på grund af vibrationer fra de mange omkringgående gæster, eller trafik ude fra vejen. Men det forklarer ikke, hvorfor den aldrig har gjort det før. 

- Statuetten har været i montren i årevis, og har aldrig bevæget sig før, siger Campbell Price og fortsætter:


- The gamle egyptere troede på, at statuetter som denne fungerede som et slags alternativt hjem for sjælene af de personer, de har repræsenteret, hvis disses kroppe blev ødelagt eller destrueret.


En ældgammel myte lyder på, at de gamle faraoer lagde en forbandelse over alle, der fjernede relikvier fra en grav.