Svensk politis indsatsstyrke har netop stormet en bank i Stockholm, hvor en forvirret mand har forskanset sig. Han holdt flere personer som gidsler. Ifølge personer, der er flygtet fra banken, var manden bevæbnet med en eller flere køller.

Det oplyser Aftonbladet.

Kraftige smæld blev for kort tid siden hørt inde fra banken, formentligt chokgranater affyret af politiet. Røg strømmer ud af bankens indgang. Gidseltageren er blevet pågrebet.

- Vi har forsøgt at tale ham ud, til sidst besluttede vi at gå ind. Man brugte distraktionsgranater. Gerningsmanden er anholdt, og ingen er kommet til skade, siger Kjell Lindgren, der er talsmand for Stockholms politi til Aftonbladet.

- Gerningsmanden er blevet ført ud med et tæppe over hovedet, eskorteret af fire betjente. Han blev ført ind på bagsædet af en politibil, siger Aftonbladets reporter til aftonposten.se.

Alarmen om et røveri mod banken indløb klokken 11.31, hvor en gerningsmand kom ind i Handelsbanken på Sibyllegatan nær Östermalmstorg med et våben, som han truede personalet med. Han holdt flere personer som gidsler, men nogen formåede at flygte ud af banken.

Ifølge Aftonbladet flygtede en blond kvinde ud af banken kort før middag. Udenfor ventede personer, der straks krammede den grædende kvinde. Kort efter blev hun set græde i en politibil.

Politiet førte dem, der kunne flygte, videre til et militærmuseum få hundrede meter fra banken, hvor de vil blive afhørt, skriver Aftonbladet.

Politiets taktik var at tage situationen roligt og ikke lukke nogen gidsler ud, før de havde kontrol over situationen. Ca. 14.20 stormede politiet dog banken, og kørt efter hørtes høje brag fra banken, hvilket formodentligt var  chokgranater.

Politiets indsatsstyrke havde forinden omringet banken, og politiforhandlere var også tilkaldt.

- Vi har sikret området, så gerningsmanden ikke kan komme væk. Men situationen er rolig derinde, siger Ulf Lindgren fra politiet i Stockholm ca. 20 minutter før banken blev stormet.

Bt.dk følger sagen...