32-årige Anders Breivik, der står bag drabene på mindst 92 nordmænd, erkender nu sin skyld.

Det siger hans beskikkede forsvarer, Geir Lippestad, til norske medier kl. 23:15 lørdag aften.

- Han har erkendt de faktiske forhold, bekræfter han og tilføjer, at drabene var planlagt over tid.

Norske medier skriver, at forsvareren var tydeligt præget af sit møde med massemorderen, og at han påpegede det vanskelige i at forklare årsagen til de uhyrligheder, som hans klient nu har tilstået.

- Han har givet udtryk for, at det var grusomt, at han måtte udføre disse handlinger, men i hans hoved var det nødvendigt, siger Geir Lippestad ifølge VG.

Angiveligt har Anders Breivik sagt en del til sin forsvarer om, hvorfor han gjorde det, men Geir Lippestad delagtiggjorde ikke pressen i detaljerne.  

Det er Anders Breivik selv, der har har bedt om at få Geir Lippestad som sin forsvarer.

Advokaten har haft grundige overvejelser om, hvorvidt han ønskede at føre sagen for den 32-årige højreekstreme nordmand, der står bag bilbomben i Oslos centrum og nedskydningen af 85 unge nordmænd der var på politisk sommerlejr.

Hans forbrydelse kaldes den værste ugerning i Norge siden 2. Verdenskrig.

- Jeg måtte tænke tænke mig nøje om. Men det er et vigtigt demokratisk princip, at alle - selv i sager som denne - har ret til en forsvarer. Derfor valgte jeg at sige ja, da jeg blev spurgt af Oslo-politiet tidligere i dag. Jeg må forholde mig professionelt til sagen, siger Geir Lippestad.

- Angrer han?, ville en journalist fra norsk TV2 vide.

- Det er vanskeligt at kommentere, lød svaret fra Geir Lippestad.

Breivik vil blive fremstillet i grundlovsforhør på mandag, hvor han angiveligt ønsker at afgive forklaring for åbne døre.

- Han fremstår rolig under afhøringerne, men det er svært at sige noget om hans helbred. Han har erklæret sig villig til at lade sig undersøge af en politilæge, siger Lippestad til Dagbladet om sin klient.