15 teenagere – fortrinsvis cheerleadere – på en amerikansk high school er ramt af en bizar nervelidelse, hvis årsag endnu er ukendt.

De 15 gymnasieelever, 14 piger og en dreng, lider af ufrivillige sammentrækninger, ticks og verbale udråb – symptomer, der minder om den neurologiske lidelse Tourettes syndrom.

Fænomenet har sit udspring på skolen LeRoy High School i staten New York, hvor en række elever i august måned begyndte at få det dårligt.

En af teenagerne er Chelsey Dumars, 17, som ifølge avisen The Sun, der har talt med ofrene, skærer ufrivillige grimasser, ligesom pigens ene arm bevæger sig krampagtigt op og ned over hendes ansigt.

- Jeg har trækninger i ansigtet konstant. Somme tider når det til et punkt, hvor jeg bryder grædende sammen på grund af det. Klokken fire om eftermiddagen er jeg helt udmattet efter alle de ufrivillige bevægelser, siger hun og tilføjer, at hun ikke længere tør vise sig på gaden.

Sagen har vakt røre i USA, fordi ingen tilsyneladende kan blive enige om, hvorfor de unge mennesker pludselig er ramt af de voldsomme symptomer, og hvad de egentlig fejler.

En række neurologer og andre eksperter har undersøgt pigerne, men det har ikke ført til nogen entydig diagnose. 
 
Mens nogle eksperter mener, at pigerne bluffer, mener andre, at symptomerne er psykosomatiske og et tegn på en slags massehysteri.

Og så er der en tredje teori, som hører til i den mere spekulative afdeling. Det forholder sig sådan, at en voldsom togulykke tilbage i 1970 var skyld i et giftgasudslip nær skolen, og efterfølgende har både forældre og elever på gymnasiet berettet om en mystisk gullig substans, der siver op ad jorden på skolens idrætsanlæg.

Og her kommer så den kendte miljøaktivist Erin Brockovich ind i billedet. Kvinden, der lagde navn til en biografsucces med Julia Roberts i hovedrollen, er gået ind i sagen og kæmper for at skaffe en erstatning til de ramte teenagere.

Hun fortæller, at de lokale myndigheder har nægtet hende adgang til at indsamle jordprøver fra området for at fastslå, om der kunne være en sammenhæng med skoleelevernes mystiske symptomer.

De 15 ofre, der har medvirket i diverse tv-shows og uploadet Youtube-videoer for at klage deres sag, er bare desperate for at få det bedre.

En af dem er Thera Sanchez, 17:

- Jeg plejede at være cheerleader hver dag. Nu kan jeg slet ikke komme i skole. Jeg er vred og frustreret over ikke at få nogen svar, siger hun til The Sun.

Som svar på beskyldningerne om, at det hele skulle være et svindelnummer, siger Traci Leubner, 16:

- Mange siger, at vi ’faker’ det. Men ingen rask person ville være i stand til at foregive at have de symptomer, vi har, 24 timer i døgnet. Hvis jeg kunne stoppe, så ville jeg gøre det. Det ville jeg elske.

De amerikanske sundhedsmyndigheder har lovet, at sagen bliver undersøgt til bunds.