Tolken, der oversatte under mandagens topmøde, skal fremvise sine notater fra mødet, mener Demokraterne.

Demokraterne i USA presser på for at få Kongressen til at stævne den tolk, som mandag bistod præsident Donald Trump under topmødet med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Helsinki, Finland.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De to præsidenter holdt et to timer langt møde, hvor kun de og to tolke var til stede. Ifølge Demokraterne kan kvinden, der oversatte for Trump, samt de noter, hun tog undervejs, belyse, hvad der blev talt om på mødet.

»Vi ønsker, at tolken skal afgive forklaring. Vi vil se notaterne,« siger senator Robert Menedez, der er medlem af Senatets komité for udenrigsanliggender, til MSNBC.

»Vi kommer til at bruge mange kræfter på at finde ud af, hvad der skete på det møde.«

Donald Trump og Vladimir Putin under topmødet i Helsinki.
Donald Trump og Vladimir Putin under topmødet i Helsinki. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

På et efterfølgende pressemøde mandag sagde Trump blandt andet, at han ikke kunne se nogen grund til at tro, at Rusland havde blandet sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Dermed modsagde han den amerikanske efterretningstjeneste, der har konkluderet, at Rusland forsøgte at påvirke valget.

Efter voldsom kritik trak Trump tirsdag i land med en forklaring om, at han havde glemt et »ikke«, da han kom med den kontroversielle kommentar.

Foto: Kevin Lamarque
Vis mere

Flere fremtrædende demokrater og republikanere kritiserer i stærke vendinger præsidentens udtalelser såvel som den efterfølgende bortforklaring.

Ifølge senator for Demokraterne Jeanne Shaheen kan en høring gøre amerikanerne og politikerne klogere på, hvad der specifikt blev 'diskuteret og besluttet på vegne af USA'.

Formand for Senatets komité for udenrigsanliggender, republikaneren Bob Corker, siger, at han vil overveje forslaget. Han opfordrer dog til at slå koldt vand i blodet først.

Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

Adspurgt hvorvidt, der findes en lydoptagelse af det to timer lange topmøde, svarer pressetalskvinde for Det Hvide Hus, Sarah Sanders, at hun 'ikke er bekendt med nogen'.

/ritzau/

Foto: LEAH MILLIS
Vis mere