I weekenden har flere store lufthavne i Europa været ramt af et cyberangreb. En mand er anholdt i sagen.

Britisk politi har anholdt en mand i det sydlige England som led i efterforskningen af et cyberangreb, der ramte flere europæiske lufthavne i weekenden.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Manden er i 40'erne og blev anholdt tirsdag i West Sussex under mistanke om at have overtrådt loven for misbrug af computere.

Han er siden blevet løsladt mod kaution.

Vicedirektør for det britiske kriminalpoliti Paul Foster siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at cyberkriminalitet er en vedvarende trussel, som forårsager betydelige forstyrrelser i Storbritannien.

- Selv om denne anholdelse er et positivt skridt, er efterforskningen af denne hændelse stadig i sin begyndelse, siger han ifølge dpa.

Cyberangrebet ramte fredag aften og påvirkede Bruxelles Lufthavn, Heathrow Lufthavn i London og Berlin Brandenburg Lufthavn.

Det medførte adskillige aflysninger og forsinkelser på flyafgange, som varede weekenden over.

Mandag måtte Bruxelles Lufthavn bede flyselskaber om at aflyse halvdelen af deres afgange.

Og onsdag er Berlin Brandenburg Lufthavn stadig ramt af aflysninger og forsinkelser.

I de to øvrige lufthavne er udfordringerne ved at være løst. Men der opfordres fortsat til, at passagererne tjekker deres flyafgang, inden de tager ud i lufthavnen.

Angrebet var rettet mod det amerikanske selskab Collins Aerospace, som blandt andet leverer check-in-software til lufthavne.

De tre lufthavne havde blandt andet udfordringer med check-in, boarding og bagagehåndtering.

I mandags identificerede EU's agentur for cybersikkerhed, Enisa, forstyrrelserne i lufthavnene som et cyberangreb.

Ifølge Enisa er der tale om et såkaldt ransomwareangreb.

Det betyder, at en gerningsmand spærrer den retmæssige brugers adgang til et it-system. Adgangen kan gives igen ved udbetalingen af en løsesum - "ransom" på engelsk - heraf navnet.

/ritzau/