De værste kampe vil foregå i det sydvestlige Ukraine, lyder vurdering i britisk efterretningsrapport.

Krigen i Ukraine er på vej ind i en ny fase, hvor kampene vil flytte sig til en næsten 350 kilometer lang front i det sydlige Ukraine.

Russiske styrker samler sig i regionen i forventning om en ukrainsk modoffensiv.

Det fremgår af de seneste britiske efterretninger, skriver Storbritanniens forsvarsministerium på Twitter.

- Lange kolonner af russiske militærlastbiler, kampvogne, artilleri og andre våben bevæger sig fortsat væk fra Ukraines Donbas-region og mod sydvest, lyder det i den seneste opdatering.

Samtidig fokuserer ukrainske styrker i stigende grad deres angreb mod mål som broer, ammunitionsdepoter og jernbaner i syd.

Den front, der er ved at dannes, strækker sig fra området ved Zaporizjzja og til Kherson. Det er parallelt med floden Dnepr.

Fredag beskyldte Rusland og Ukraine hinanden for at have bombarderet Europas største atomkraftværk, der ligger ved Zaporizjzja.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, beskyldte Rusland for den skade, der var sket ved værket.

- Ethvert angreb på dette atomkraftværk er en åbenlys forbrydelse og en terrorhandling, sagde han.

En højspændingsledning ved værket blev ramt fredag, hvilket fik teknikere på værket til at lukke en reaktor ned. Der var dog ikke meldinger om noget radioaktivt læk.

Ruslands forsvarsministerium beskylder ukrainske styrker for at have skudt mod atomkraftværket. Ministeriet tilføjer, at det er rent held, at der ikke har været et radioaktivt udslip.

Kampene i nærheden af atomkraftværket har vakt stor bekymring.

USA beskylder Rusland for at bruge det som et skjold i kampene mod ukrainske styrker.

Værket blev overtaget af russiske styrker i marts, men det drives stadig af ukrainske teknikere.

Tidligere på ugen bad FN's atomvagthund, IAEA, om adgang til værket.

/ritzau/Reuters