Apple advarede onsdag iPhone-ejere i 92 lande mod, at deres telefoner kan være blevet hacket.

Apple skriver ikke, hvem der står bag angrebet eller hvilke lande, der er ramt.

»Apple har opdaget, at du er blevet udsat for et 'mercernary spyware attack' (et meget målrettet malware-angreb, red), der forsøger at kompromittere din iPhone, der er forbundet med dit Apple ID-xxx,« står der i beskeden.

Apple skriver videre, at man formentlig er blevet angrebet på baggrund af, hvem man er, og hvad man arbejder med.

»Selvom det kan være svært at opdage sådanne angreb, har Apple stor tillid til denne advarsel - tag den venligst alvorligt,« lyder det.

På deres hjemmeside skriver it-virksomheden, at et 'mercernary spyware attack' er et meget sofistikeret malware-angreb, da hackere bruger meget tid på at udvælge en lille gruppe mennesker og deres enheder - altså et meget målrettet angreb.

Ifølge Apple skulle sådan et type hackerangreb koste flere millioner dollars at udføre og være vanskeligt at opdage på telefonen.

Hvis din telefon bliver angrebet, kan du risikere, at der bliver installeret hackerprogrammer uden din viden. Programmer, der kan aflytte, spore din færden og stjæle dine private data.

Ifølge Apple bliver denne type af hackerangreb ofte udført af efterretningstjenester og politiet. Men de kan ikke sige, hvem der står bag dette angreb.

Indien skulle være et af de ramte lande, skriver flere medier.