Ekaterina Makarova formåede at holde nerverne i ro, efter at Caroline Wozniacki havde hentet føringen på 5-1.

London. Caroline Wozniacki har igennem karrieren haft overtaget på Ekaterina Makarova, men nu har russeren to gange inden for et år sendt danskeren tidligt ud af en grand slam-turnering.

I sensommeren 2017 var det i US Open, og mandag skete det i Wimbledons anden runde med cifrene 6-4, 1-6, 7-5.

Russeren førte 5-1 i afgørende sæt, men var tæt på at smide det hele væk. Hun missede fire matchbolde ved stillingen 5-3, og Wozniacki kom tilbage på 5-5, inden Makarova tog de sidste to partier.

- Jeg var meget nervøs. Jeg vidste, at Wozniacki ikke misser nogle bolde, så jeg følte mig presset til at være mere aggressiv. Måske havde jeg lidt for travlt med at afgøre boldene, siger Makarova til Wimbledon TV.

- Jeg er glad for, at jeg formåede at være rolig ved 5-5. Jeg tænkte på alle de matchbolde, jeg havde misset, og føringen på 40-0 (ved 5-3, red.). Det er en stor fordel på græs.

- Men jeg sagde til mig selv: "Du må ikke tabe, når du har haft så mange matchbolde", og heldigvis gik det, siger russeren.

Makarova skal i tredje runde møde tjekken Lucie Safarova.

/ritzau/