Det skulle have været en hemmelighed, men nu kan Caroline Wozniacki ikke længere holde oplysningen om, hvor hun afvikler sin kombinerede efterårs- og vinterferie, for sig selv.

Således har hun fredag morgen på det sociale internetmedie Twitter lagt et billede ud af sig selv.

Og hun er i interessant selskab.

Foruden sin forlovede David Lee, der står med en gigantisk drink i venstre hånd, ses på billedet også blandt andre fodboldspilleren Nicklas Bentners tidligere flirt Anne-Sofie Melskens Staberg og sidstnævntes mand Mads B. Melskens Staberg.

Mest overraskende er det dog, at den tidligere Grand Slam-vinder Stan Wawrinka også er er med i selskabet, der desuden består af schweizerens tennisspillende kæreste Donna Vekic.

»Maldives pool party,« skriver Caroline Wozniacki slet og ret på det bemærkelsesværdige opslag.

B.T. har været i kontakt med Caroline Wozniackis danske agent, Mikkel Nissen, der ikke ønsker at kommentere Caroline Wozniackis ferieplaner.

Men umiddelbart vurderet ser det ud til, at den kommer til at vare omkring en måned. I hvert fald forventer man i »Team Wozniacki«, at hun indleder forberedelserne til 2019-sæsonen omkring 1. december.

»Og det bliver nok i USA og Monaco,« fortæller Mikkel Nissen, der bekræfter, at Caroline Wozniackis planer for næste sæsons indledende fase er på plads.

»Hun stiller i januar op i to turneringer. Først gælder det en WTA-turnering i Auckland på New Zealand, og herefter stiller hun op til titelforsvar ved Australian Open i Melbourne,« siger Mikkel Nissen.

Caroline Wozniacki vandt tidligere i år finalen ved Grand Slam-tennisturneringen Australian Open.
Caroline Wozniacki vandt tidligere i år finalen ved Grand Slam-tennisturneringen Australian Open. Foto: Dita Alangkara
Vis mere

I øvrigt har de professionelle tennisspilleres organisation, WTA, netop udsendt en opdateret pengepræmielæste og den samlede indtjening siden 1. januar.

Den viser, at Caroline Wozniackis 2018-sæson har været forrygende.

Således har Grand Slam-triumfen ved Australian Open samt turneringssejre i Eastbourne og Beijing betydet, at hun har indkasseret intet mindre end 6.007.719 US-dollars (39,3 mio. kroner.)

Hermed bliver hun hun overgået af US Open-vinderen Naomi Osaka og French Open-vinderen Simona Halep, der hver står noteret for at have tjent 6,3 mio. US-dollars.