Den lille visningsstæller på YouTubes videoer har mødt sin overmand. Videoen Gangnam Style fra Psy er blevet set af så mange, at tælleren ikke længere kan følge med.

2.147.483.647. Så mange gange kan YouTube registrere, at en person har set en video, før der går koks i koderne. Det er svært at forestille sig en video blive set så mange gange, men det er lige præcis, hvad Gangnam Style fra Psy har præsteret, og det knækker YouTubes lille visningstæller.

YouTube fortæller selv onsdag i et opslag på Google+, at de aldrig har forestillet sig, at en video ville blive set så mange gange, men det var før de mødte det koreanske pop-fænomen, der over fire minutter præsterer en irriterende ørehænger og bizarre dansetrin.

Matematisk magi
Der gik noget tid, før YouTube reagerede på, at besøgstælleren ikke længere kunne følge med, og derfor er der ingen garanti for, at de 2.154.856.936 visninger på nuværende tidspunkt er det reelle antal. YouTube har dog pillet ved Gangnam Styles visningstæller, så den nu laver en lille animation, når du fører markøren over.

Har du aldrig hørt om videoen, kan du se den her.