Der er uro i det lille landsbysamfund Dyssekilde mellem Frederiksværk og Hundested. Kun halvdelen af børnene i byen er vaccineret mod mæslinger og mindst syv børn er blevet smittet.

Forældrene i den splittede økolandsby er uenige om, hvorvidt mæslingevaccinen er god eller dårlig for deres børn. Det skriver politiken.dk.

Den ene halvdel af forældrene nægter at lade deres børn vaccinere mod mæslinger. Nogle af dem er bange for mæslingevaccinens indhold af kviksølv, mens andre hellere vil give deres børn en homøopatisk vaccination.

Den anden halvdel af forældrene har allerede været hos lægen med deres småbørn, hvor de har fået den såkaldte MFR-vaccination, der beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde. De er oprørte over, at andre fravælger det omstridte stik.

- De forældre tager efter min mening deres børn som gidsler for deres egen overbevisning. Det kan betyde, at deres egne børn bliver syge. Men det kan også betyde, at de smitter andre børn, som måske er så små, at de slet ikke kan vaccineres. Og det finder jeg faktisk er usolidarisk, siger indbygger Anne Louise Born Sylvest til politiken.dk.

Som læge og mor opfordrede hun økolandsbyens forældre til at lade deres børn vaccinere, da hun hørte om de første mæslingeudbrud.

- Jeg har et barn, der på det tidspunkt var tre måneder gammel og hverken ville kunne vaccineres eller beskyttes med medicin. Jeg var naturligvis bekymret for, at mit barn kunne blive smittet, siger Anne Louise Born Sylvest.

Enkelte forældre fik deres børn vaccineret efter Anne Louise Born Sylvests opfordring, men mange andre fastholder deres modvilje mod medicinen.

Forældre påvirker hinanden

En af mødrene til smittede børn i landsbyen inviterede f.eks. forældre og deres raske børn til 'smitte-kom-sammen'.

Anne Louise Born Sylvest kontaktede embedslægerne og Sundhedsstyrelsen og oplyste om problemerne i lokalsamfundet. Alle landsbyens børn går i samme børnehave, og derfor er smittefaren stor, ligesom diskussionen blandt forældrene derfor er uundgåelig.

- I Sundhedsstyrelsen fortalte man mig, at den slags udbrud typisk sker, når nogle få sætter dagsordenen, og andre så hopper med på vognen, fortæller hun.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle forældre lader deres børn vaccinere. Mæslinger kan føre til hjernebetændelse og hjernehindebetændelse, som efterlader varige mén.