AGF-holdet mødte torsdag formiddag ind til opstarten på den nye sæson, hvor flere navne grundet landsholdspligter nu holdt ferie. Der var dog en person, som af andre årsager ikke var mødt op.

Jack Wilshere er nemlig i England, hvor han skal tænke over, om han vil tage endnu en sæson hos 'De Hviie'.

Det fortalte AGFs nye cheftræner, Uwe Rösler, til B.T. efter dagens træning.

»Vi har talt sammen. Vi havde en god samtale generelt om vores og hans planer. Han er taget tilbage til England for at tænke over det. Vi vil tale sammen igen over weekenden, og så ser vi, hvor vi er. Men han vil gerne have et par dage til at tænke over fremtiden.«

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Cheftræneren tror, at vi kan blive meget klogere på, om Wilshere stadig er at finde i truppen efter juni i næste uge.

»Lige nu kan det kan gå begge veje. Jeg vil altid have gode fodboldspillere til at spille på mit hold. Jeg ved ikke om, han er her efter den her sæson, jeg er ikke i hovedet på ham.«

»Jeg tror, der vil være en konklusion i næste uge på, om han fortsætter eller ej. Jeg respekterer ham for at tænke over det. Han skal også have diverse møder.«

I 15 kampe for AGF er det blevet til tre assister fra Jack Wilshere.