Pludselig skred Carlos Zecas højre ben ud.

FC Københavns anfører var på vej frem mod en modstander i et karakteristisk pres på bolden, da han faldt til jorden og med det samme signalerede, at den var helt gal.

Alle i Parken og foran tv-skærmene tænkte det samme, og vi havde desværre ret: Der var tale om en alvorlig korsbåndsskade, som formentlig holder Zeca ude i resten af sæsonen. Alt det bedste til en mand, der har været en pryd for FC København siden sin ankomst for fire år siden.

Men det er ikke kun stakkels Carlos Zeca. Det er i mindst lige så høj grad stakkels hans hold, for hvordan skal FC København kunne vinde mesterskabet uden sin talisman?

Det har jeg umådelig svært ved at se, for Zeca har med afstand været holdets vigtigste spiller i de seneste par sæsoner. Hans medspillere ligner forældreløse børn uden ham.

Det blev synligt med det samme i søndagens kamp mod Viborg. Da Zeca blev skadet, førte FCK 1-0, men i de resterende 10-12 minutter mistede man enhver form for styring, gav en masse hjørnespark væk og endte med at indkassere en ganske vist lettere bizar udligning.

Og hvordan var det nu lige med det pinlige nederlag mod Nykøbing FC i pokalen for to uger siden? Her lod FCK-træner Jess Thorup sin anfører sidde over, hvorefter FCK tabte med 0-3.

I de seneste to sæsoner har Carlos Zeca nærmest været uundværlig for FC København. Det har været et par svære sæsoner for den store hovedstadsklub, og det er symptomatisk for Zeca, at han har været den stærke mand i modgangen.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Zeca var også ganske udmærket, da FC København blev mestre i 2018/19, men her var det andre spillere, der shinede mest. Denis Vavro, Dame N’Doye og Robert Skov for nu at nævne de mest fremtrædende.

I 2019/20 var FCKs afhængighed af Carlos Zeca nærmest grotesk. I Superligaen var han ude med karantæne i en enkelt kamp. Det var hjemme mod FC Midtjylland. Den kamp tabte FCK med 1-2.

Desuden lod Ståle Solbakken ham starte ude i en kamp mod Lyngby, men her måtte Zeca skyndsomst på banen undervejs for at rette op på tingene. Efter 0-0 ved pausen vandt FCK med 2-0.

I de øvrige 34 kampe spillede han fuld tid. I Europa League var Zeca ude i en enkelt kamp. Det var i Parken mod Malmö FF, som vandt med 1-0. Og i pokalen måtte han i flere tilfælde sættes ind fra bænken, fordi FCK overhovedet ikke fungerede uden ham.

I 2020/21 var mønsteret det samme. Det lærte Jess Thorup med det samme og på den hårde måde, idet Zeca var i karantæne i de to første Superliga-kampe under den nye FCK-træner.

Det blev 0-4 i Herning og 1-2 hjemme mod Randers. Den 5. maj 2021 lykkedes det så for første gang i to år for FC København at vinde en kamp i Superligaen uden Carlos Zeca. 3-2 over AGF.

For god ordens skyld skal jeg nævne, at Carlos Zeca i begge sæsoner blev kåret til Årets Spiller i FC København. Hvem skulle det ellers have været? Det burde være åbenlyst for enhver, at Carlos Zecas tilstedeværelse er af vital betydning for FC København. Men nu er han der bare ikke.

FC København er tvunget til at disponere uden ham. Det vil være en overvejelse at hente en direkte erstatning allerede i januar, for Zeca er 33 år og har kontraktudløb i sommeren 2023. Men vil det overhovedet være muligt at finde en spiller af den kaliber med så kort varsel? For lad os være ærlige: Zeca har jo været for god til Superligaen. Normalt ville en spiller af hans klasse befinde sig i en større liga.

På den korte bane må FCK løse hans fravær ved hjælp af den eksisterende trup. Det vil sandsynligvis betyde, at Jens Stage bliver flyttet ned på den defensive midtbane.

Den position spillede han ofte i AGF, og den kan han sagtens bestride. Det gjorde han for eksempel med stor succes, da FCK vandt 3-2 over AGF i den ovennævnte kamp fra maj. Jens Stage er bare ikke Carlos Zeca, og FCK kommer også til at mangle Stages målfarlighed i den anden ende af banen. Han har scoret otte gange i denne sæson fra sin fremskudte position.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er skaden til Carlos Zeca det værst tænkelige scenario for FC København. Det er bydende nødvendigt, at andre spillere nu for alvor træder i karakter, og det tvivler jeg på, at de er i stand til.

Jeg tror, at chancen for et mesterskab til FC København forsvandt om aftenen søndag den 3. oktober, da Carlos Zecas knæ gav efter.