Brøndby tager nu konsekvensen af Simon Makienoks lårskade og giver angriberen en pause på fire uger. 

Simon Makienok Christoffersen har kuriøst nok været i storform de seneste uger. Det burde den store landsholdsangriber ellers ikke have været, efter han pådrog sig en skade i låret i sejren over AGF den 22. september. 

Makienok har scoret mål på stribe, selv om han langt fra har været i stand til at spille fuld tid. En time pr. kamp har været grænsen for den blonde kæmpe gennem de seneste fire uger. 

Nu tager Brøndby og Makienok konsekvensen af skadesproblemerne. Angriberen sendes på tribunen de kommende fire uger, så han igen kan komme sig.
 
 - Simon har haft problemer med låret igennem et stykke tid, og på trods af nedsat funktionsevne har han stadig scoret vigtige mål. Det har været en klar gevinst for holdet, men der er desværre ikke den ønskede fremgang at spore, selv om han har været på et skåneprogram. Derfor tager vi nu konsekvensen og giver Simon en pause, så han kan komme tilbage på 100 % fra sin lårskade. Vi forventer således, at vi kommer til at holde ham ude i op til fire uger, så han får et roligt forløb, hvor der er tid og plads til den fornødne ro, lyder det fra Brøndby-træner Thomas Frank. 

Brøndby er dermed uden en af klubbens vigtigste spillere i kampene mod Viborg, OB og FC Vestsjælland. Også hans erstatning, Kenneth Zohore, er skadet for øjeblikket, men han ventes klar til weekendens hjemmekamp mod Viborg.