En af de største kvindelige amerikanske basketspillere har siddet varetægtsfængslet i Rusland siden februar.

Men det bliver ikke i den nærmeste fremtid, at hun kan vende hjem til USA.

Fredag fik Brittney Griner nemlig forlænget sin varetægtsfængsling med en måned, fortæller hendes advokat, Alexander Boikov, der dog fremhæver, at den relativt korte forlængelse kan indikere, at Griner snart kan komme for retten.

Ifølge russiske myndigheder tilbageholdes basketstjernen i Rusland, fordi der blev fundet spor af cannabisolie i en e-cigaret i hendes bagage – en overtrædelse, der kan ende med helt op til ti års fængsel.

På billeder fra fredagens høring ses Griner foroverbøjet med hætten over hovedet og i håndjern, men ifølge en repræsentant fra det amerikanske konsulat i Rusland forsøger Griner at bevare humøret højt.

»Den ansatte kunne bekræfte, at Brittney Griner har det så godt, som det kan forventes under det, der kun kan beskrives som yderst vanskelige omstændigheder,« lød det ifølge The Guardian fra en talsmand fredag.

I USA har varetægtsfængslingen mødt modstand fra Biden-administrationen, der mener, at Griner tilbageholdes ulovligt. Der arbejdes på at få stjernen ud, men indtil videre uden mange fremskridt.

Tidligere – efter Ruslands invasion af Ukraine – har USA og Rusland udvekslet fanger, og ifølge BBC, skriver det russiske nyhedsbureau TASS, at Rusland håber på at udveksle Griner for våbenhandleren Viktor Bout, der i 2012 blev idømt 25 års fængsel i New York.

Foto: Ethan Miller
Vis mere

Årsagen til, at WNBA-stjernen overhovedet var i Rusland i februar, findes i, at hun holdt sig i gang, mens WNBA-sæsonen var på pause.

WNBA-sæsonen gik i gang 6. maj uden Phoenix Mercury-stjernen, og fraværet af Griner er fra første kamp blevet markeret med hendes initialer og trøjenummer på sidelinjen i alle 12 WNBA-hjemmebaner.

Phoenix Mercury har desuden fået plads på rosteren og i lønbudgettet til at hente en spiller ind, mens Griner er fraværende – hun sikres desuden fuld løn, mens hun er tilbageholdt i Rusland.