Anders Antonsen sled sig tilbage efter en svær start, men tabte Korea Open-finale i tre sæt mod indoneser.

Anders Antonsen formåede ikke at gå hele vejen i Korea Open.

Tidligt søndag dansk tid tabte han finalen i Super 500-turneringen i Seoul.

Den danske verdenstoer kæmpede sig ellers godt tilbage efter en svær start, men tabte med cifrene 10-21, 21-15, 17-21 til indoneseren Jonathan Christie, der er nummer seks på verdensranglisten.

Antonsen arbejdede sig op på 17-19 i tredje sæt, men begik så en fejl, og Christie kunne kort efter juble over sin første turneringstriumf i sæsonen.

Kampen begyndte meget lige, men blev så afbrudt i godt fem minutter ved stillingen 5-5, fordi Antonsen blødte fra albuen og ikke kunne få det til at stoppe.

Han fik plaster på, men det generede ham tydeligvis.

Antonsen leverede den ene fejl efter den anden, og indoneseren kunne bringe sig på 12-7.

Der var klasseforskel i den periode, og Antonsen gjorde ikke det store for at jagte et comeback i sættet, men indstillede sig på at skulle vinde de to næste.

Også i andet sæt fik Antonsen en skidt start, da Christie kom på 4-0 og senere 7-3, men så skiftede kampen helt karakter.

Antonsen styrede spillet, og nu var det indoneseren, der lavede fejlene. Pludselig stod det 12-8 til danskeren, der bare fortsatte derudaf og også kom på 17-10.

Kort efter var der udlignet på sætscoren.

Antonsen kom også fint afsted i tredje sæt, hvor han kom foran med 3-1, men Christie formåede igen at vende kampen på hovedet. Indoneseren kom foran med 9-6 og 11-9 ved sidebyttet.

Danskeren bragte balance ved 11-11, men blot for at tabe de tre næste bolde. Derfra holdt indoneseren fast i sin føring.

Antonsen var ellers ved at sætte gang i et comeback, da han med tre point i træk vekslede 14-19 til 17-19, men så sendte Antonsen bolden ud over baglinjen på en ellers god mulighed for 18-19.

Derefter udnyttede Christie sin første matchbold på den efterfølgende bold.

Det er Christies første turneringssejr siden foråret 2024, hvor han blandt andet triumferede i All England.

/ritzau/