Alle tog i Nordjylland nord for byen Skørping holder lige nu stille.

Det oplyser Erik Mejdahl Frederiksen, der er presseansvarlig hos Nordjyllands Trafikselsskab til B.T.

»Alle vores tog står helt stille. Der er indsat togbusser og vi informerer rejsende på Rejseplanen, vores hjemmeside og Facebook,« siger han. 

Ifølge den presseansvarlige skyldes problemerne signalfejl hos Banedanmark. 

»Det er forholdsvist omfattende for os. Når Banedanmark melder fejl på signalsystemet, så kan vi ikke køre. Så vi er dybt afhængige af, at Banedanmark retter op på fejlen.«

Orienteringen om fejlene kom søndag eftermiddag klokken kvart over tre. 

DSB oplyser, at det ikke er muligt at få togbusser nok. Derfor kan rejsende passagerer opleve, at der kan være én til to timer mellem togbusserne.

Skulle man stå på en station, hvor der lige nu ikke er mulighed for togbusser, henvisea det til rejsegarantien. 

Det er endnu uvist, hvornår togene vil køre igen, men Erik Mejdahl Frederiksen krydser fingre for, at togene vil være oppe at køre inden en travl mandag morgen.

Banedanmark oplyser til B.T., at man arbejder på højtryk for at finde og løse problemet.

Dertil oplyses det, at man har aflyst al togdrift på strækningen mellem Langå og Aalborg resten af dagen.