Politiet får fortsat en del henvendelser om ulovlige droner, men i flere tilfælde har det været falsk alarm.

I løbet af natten til søndag har politiet fået en del henvendelser om mulige droner.

Ingen af anmeldelserne har imidlertid ført til lukning af luftrummet over danske lufthavne, skriver Rigspolitiet i et skriftligt svar til Ritzau.

- Flere af henvendelserne har dog vist sig at dreje sig om fugle, stjerner, rutefly og lignende, lyder det.

Rigspolitiet takker for borgernes hjælpsomhed og opfordrer til, at man fortsat henvender sig på telefon 114, hvis man mistænker, at man har set en ulovlig eller mistænkelig drone.

Politiet understreger, at man tager alle henvendelser om mulige droner alvorligt.

På politiets hjemmeside har ordensmagten desuden samlet en række råd til, hvad man skal gøre, hvis man mener, at man har set en ulovlig drone.

I den seneste uge har en række hændelser, hvor ulovlige droner har lukket luftrummet over flere danske lufthavne, tiltrukket sig stor opmærksomhed.

Myndighederne siger, de ikke ved, hvem der står bag droneflyvningerne. Men det er tidligere blevet beskrevet som "en kapabel aktør".

/ritzau/