Den amerikanske realitystjerne 'Honey Boo Boo' var fredag eftermiddag involveret i en alvorlig bilulykke.

I et opslag på Instagram forklarer realitystjernens mor, June 'Mama June' Shannon, at en ung mand kørte ind i siden på Honey Boo Boo's bil, da hun var på vej ud af sin indkørsel.

Det skriver det amerikanske medie TMZ.

'Honey Boo Boo', hvis rigtige navn er Alana Thompson, blev ifølge moderen hastet til hospitalet.

Heldigvis kunne realitystjernen efter kort tid vende hjem og er – trods rygsmerter – okay.

Hun forklarer til mediet, at det kunne være gået grueligt galt, hvis datteren havde forladt hjemmet blot få sekunder senere.

»Det kunne have været meget værre. Hun er lidt skadet, men ellers har hun det fint – det var hendes første bilulykke,« skrev hun i Instagram-opslaget.

Her forklarer hun samtidig, at hun hader, at datteren bor langt væk fra hende – og at hun derfor skyndte sig at flyve til Colorado for at være sammen med sin datter.

Familien blev først kendt gennem den amerikanske tv-serie 'Toddlers & Tiaras'. I 2012 fik de deres eget realityprogram kaldet 'Here Comes Honey Boo Boo'.