I starten af august blev det meldt ud, at prinsesse Josephine skulle skifte skole.
Her faldt valget på den jyske efterskole Spir, hvor prinsessen går i ottende klasse.
Noget, der tilsyneladende har skabt stor interesse for efterskolen.
Det fortæller efterskoleforstanderen, Nanna Andersen, til TV Syd.
Søndag var det nemlig Efterskolernes Dag, hvor unge danskere, der overvejer at tage på efterskole, kan besøge forskellige efterskoler. Her oplevede Spir Efterskole en yderst stor interesse for skolen.
»Vi har været i gang en time og et kvarter nu og haft 500 mennesker på besøg. Der har været en del mediedækning, og jeg tænker, at det kommer som følge af eksponeringen,« fortalte efterskoleforstanderen til mediet.
Hun forklarer samtidig, at efterskolen tidligere har fået omkring 650 besøgende henover en hel dag til Efterskolernes Dag.
Efterskoleforstanderen vil dog ikke fortælle mediet, om det var muligt at møde prinsessen under besøgsdagen. Nanna Andersen fortæller i stedet, at det var muligt at møde en række friske unge mennesker, der var klar til at vise skolen frem.
Grundet den store interesse var efterskolen nødsaget til at åbne dørene allerede klokken 11 – fremfor klokken 13, som der ellers var planlagt.
Efterskolen har til mediet fortalt, at de forventede op mod 2.300 besøgende i løbet af Efterskolernes Dag 2025.
Spir Efterskole ligger i Juelsminde, lidt uden for Horsens, og her har man blandt andet mulighed for at have fag som teknologi, holdsport, waterlife samt dans og drama.
Det er muligt at tage både 8., 9. og 10. klasse på den jyske efterskole.
Du kan læse mere om prinsessens skoleskift HER.